[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_column_text]Siden han som 16-årig første gang søgte om penge til en film, er Thomas Vinterberg blevet lagt mærke til. Fra dansklærer-darlingen Drengen Der Gik Baglæns til kostumedramaet Far From The Maddening Crowd er der sket en del. Det skal handle om Thomas Vinterbergs bagkatalog, men især om de film, hvor realismen er i fokus, og Thomas Bo Larsen rider på elge og glider i ”sæwen”. Vinterbergs første film, Sneblind, tog fire år at lave og gældsatte den unge Vinterberg. Til gengæld fik den ham også ind på filmskolen. De film han lavede der, imponerede især Lars von Trier, der senere skulle blive Vinterbergs dogmebror og dermed medskaber af det koncept, der gjorde Vinterberg berømt.
Jeg var ligesom så mange andre 90’er-børn måske omkring 11, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Vinterberg. For muligvis vandt Drengen Der Gik Baglæns (1994) Robert-juryens hjerter, men især faldt dansklærere landet over for historien om, hvordan en ung dreng bearbejder sorgen efter sin storebrors pludselige død. Hans forældre flytter familien til et nyt hus, og Andreas starter i en ny skole, men han kan ikke slippe tanken, at hans bror kommer tilbage, hvis han gør alt baglæns ligesom Superman, der ændrer jordens rotation i fjernsynet. Filmen er kun 36 minutter lang, men selv i novellefilmsformatet, får Vinterberg udfoldet dramaet. Moderens onde blikke til faren i stirrekonkurrencer over middagsbordet og en Buñuel-agtig drømmescene er især værd at bemærke. Det kan desuden nævnes, at Drengen Der Gik Baglæns, foruden at være sangerinden Agnes Obels filmdebut, vandt så mange priser, at Søren Fauli har lavet filmen Forsmået (1995). En mockumentary, der i bund og grund handler om, at Vinterbergs film i 90’erne stjal alle de priser som Faulis De Skrigende Halse (1993) skulle have haft. Dette er vel og mærke før Vinterberg overhovedet spillefilmsdebuterede.
Inden det for alvor gik løs med Festen (1998) kom debutfilmen og roadmovien De Største Helte i 1996. Det kan nok undre, at Vinterberg, allerede inden denne kom ud, følte behov for at rense sit filmsprog med Dogme95-manifestets kyskhedsløfte. Dog er De Største Helte så rendyrket genrefilm, at han måske allerede havde brug for det. Filmen deler sin historie med Thelma & Louise (1991) og er egentlig med sine skuddueller og brug af D-A-D’s rockmusik, langt fra hvad man forbinder med danske 90’er film. Slet ikke fra en filmskaber, der allerede da den kom ud, havde underskrevet Dogme95. Dog er denne film om Karstens (Thomas Bo Larsen) forhold til sin nyfundne datter meget i tråd med Vinterbergs danske film, der næsten alle sammen udforsker forholdet mellem fædre og deres børn.
Denne fader-tematik gennemsyrer også den første dogmefilm Festen fra 1998. Filmen der gav fulde onkler Danmark over en fast familiefest-joke nemlig den med de to taler. Som de fleste nok ved, er Festen historien om Christian, der til sin fars fødselsdag fortæller hele selskabet om dennes seksuelle misbrug af Christian og hans tvillingesøster, mens de var små. Filmen blev så vel kommercielt som kunstnerisk en succes, der trak 400.000 danskere i biografen og vandt både Robert, Bodil og Juryens pris i Cannes. Den er nok især bemærkelsesværdig for Anthony Dodd Mantles digitale kameraarbejde med de kornede billeder og rystede indstillinger. I dokumentaren De Lutrede fra 2002 mødes de fire dogmebrødre og taler om hinandens film. Især om hvorvidt blandt andet Festen bryder de 10 regler og hvilket Beatles-medlem, der passer bedst på henholdsvis Vinterberg, von Trier, Søren Kragh-Jacobsen og Christian Levring. Her fortæller førstnævnte, at det især var underlægningsmusikken, der var svær at give slip på, da de skulle skrive kyskhedsløftet. Den er da også ivrigt brugt i både De Største Helte og Drengen Der Gik Baglæns. Ifølge Vinterberg selv var Festen dog også den film, der lærte ham at bruge et lavt budget som et kreativt benspænd, da han senere lavede Submarino (2010).
Efter Festen, og unægtelig adskillige fester der fejrede den, kom de engelsksprogede film Dear Wendy (2005) og It’s all About Love (2002). Sidstnævnte er en gudesmuk film, med sine velkomponerede billeder af skøjteløb, snevejr og spøgelsesagtige hotelgange. Men der er meget langt til det håndgribelige drama i Festen, når man for at forstå filmen skal æde præmissen om, at menneskers hjerter går spontant i stå, hvis der er rod i universet. Desuden kom i 2001 projektet D-dag sammen med de andre dogmebrødre, hvor optagelser fra fire forskellige historier blev udsendt samtidig på fire forskellige danske TV-kanaler, således at publikum selv kunne klippe den færdige film sammen ved at zappe mellem historierne. Alle disse film er blevet kaldt formeksperimenter af danske anmeldere, der bare ventede på, at Vinterberg skulle finde hjem.
Hvis dette hjem er den rå realisme med svigt, fulde voksne (og børn) og incest, så kom han da så sandelig hjem igen med Submarino fra 2010, der er en filmatisering af Jonas T. Bengtssons bog af samme navn. I samarbejde med Tobias Lindholm, der også var med til at skrive Jagten, genskabte Vinterberg historien om social arv til film. Jacob Cedergreen og Peter Plaugborg spiller i filmen to brødre, der altid har måttet klare sig selv, eftersom deres mor altid var døddrukken. Der fortælles parallelt, mens den ene kæmper for at jonglere stofmisbrug og søn, og den anden sørger over den søn, han kunne have haft. Kameraet er i de senere Vinterberg-film blevet roligt, og Thomas Bo Larsens jokes er pillet ud. Kun den ubærlige tragedie står derfor tilbage i Submarino, men far-søn temaet lurer stadig.
I 2012 samarbejdede han igen med Lindholm om et manuskript, og denne gang drejede det sig om Jagten. Historien, hvor Mads Mikkelsen anklages for pædofili, er en slags Festen med omvendt fortegn og fik hele 650.000 danskere i biografen. Den beviste ligesom Festen, at Vinterberg er en af de danske instruktører, der udover at vinde en masse priser, rent faktisk også kan lokke danskerne op af sofaen og ind i mørket. I et interview til Information i 2007 sagde Vinterberg, at han havde gennemlæst adskillige amerikanske manuskripter, men at hans egne film nok var bedst for nu. Det statement holdt to film, og nu får vi kostumedramaet Far From The Maddening Crowd (2015), der udover at være en romanadaption allerede er blevet lavet som film flere gange før, tidligst i 1915. Denne film bliver nok the odd one, når hele historien om Thomas Vinterbergs filmkarriere skal skrives. Dog må man håbe, at det går den bedre end Susanne Biers Serena fra 2014.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer