Af Emil Risvig
Vi har læst om den, hørt om den, set billeder fra den og blevet undervist i den. Vi ved også nogenlunde, hvordan den er foregået, men vi har bare aldrig set den så præcist og tæt på som i Peter Jacksons nye dokumentar. Første verdenskrig varede fire år og kostede over ni millioner menneskeliv, og det er en de blodigste konflikter i verdenshistorien.
Det lyder som en umulig opgave; over 100 års gamle optagelser restaureret, hver indstilling individuelt analyseret, tilpasset hastighed og farvelagt, for ikke at tale om den synkroniserede lyd, der også har været et kæmpemæssigt arbejde. Alligevel har Jackson formået at lave ikke bare et teknisk vidunder, men også et vigtigt et af slagsen.
Filmen bliver båret frem udelukkende af arkivinterviews med krigsveteraner, der beretter om deres personlige oplevelser fra krigen. Fokus er ikke at afdække ny information, men derimod at tilføje ekstra dimensioner til det, vi allerede ved.
Fortællingen er kronologisk med optagelser fra før, under og efter krigen, og det er ingen overraskelse, at de mest rammende af slagsen kommer fra frontlinjen. Der bliver kun fokuseret på soldaterne og deres individuelle op- og nedture, men det er i særdeleshed det stærke kammeratskab soldaterne imellem, der gør det hele til en dybt menneskelig oplevelse.
Jackson forstår at opbygge et drama. De første 30 minutter af filmen er en blanding af sort/hvid-optagelser, og viser hvordan soldaterne gjorde sig klar til at drage i krig. De blev hvervet allerede fra 14-års-alderen og løj sig ældre for at kæmpe for deres land. Det er tydeligt, at mange ikke anede, hvad der ventede dem. Det er først da soldaterne ankommer til fronten, at formatet bliver ændret; rammen udvider sig og farverne kommer på, og det er især i dette øjeblik, at man erfarer, hvor stor en teknisk præstation vi er vidne til.
Krigen var en tragedie, og det lægger Jackson heller ikke skjul på. Det bliver eksplicit vist, hvilke forfærdelige forhold soldaterne i skyttegravene levede under. Alt fra lus, rotter og koldbrand til den rådne lugt fra de utallige lig, var hverdagsting. Filmen er ikke rated R for ingenting.
Der er så mange nærbilleder af død og ødelæggelse, at man til sidst næsten helt glemmer, at det faktisk er autentiske optagelser. Dog er dette heldigvis ikke tilfældet hele filmen igennem. Jackson har prioriteret også at have nogle af de glade og sjove vidneudsagn med, hvilket giver dokumentaren et lag humor, der bløder den intense stemning op.
Vi ser krigen fra de britiske soldaters perspektiv, men alle soldaterne bliver behandlet med respekt. Jeg fik ikke fornemmelsen af, at det var de gode mod de onde, men derimod en masse mennesker, der var brikker i et spil, som ingen havde lyst til at være med i.
They Shall Not Grow Old er ikke bare et resultat af banebrydende teknikker. Det er en gribende autentisk, filmisk oplevelse, der minder og hædrer en generation, som for evigt er forandret af krig.
Kommentarer