I The Wizard of the Kremlin kaster Olivier Assayas sig over et af vor tids mest betændte politiske emner: Putins Rusland og de strategiske kræfter bag magtens konsolidering. Assayas, der tidligere har forenet politisk analyse og personlig fortælling i værker som Carlos (2010), arbejder her med historisk materiale, baseret på Giuliano da Empolis roman af samme navn.  Filmen er blevet til i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine, og den bærer præg af et ønske om både at forstå og dissekere de mekanismer, der har formet det moderne russiske regime.

I fortællingen kortlægger Vadim Baranov (Paul Dano) historien om sin vej fra 1990’ernes kaotiske Rusland til magtens absolutte centrum som strateg for den fremadstormende Vladimir Putin, spillet af Jude Law. Historien rammes ind af, at en amerikansk journalist, Rowland (Jeffrey Wright), der føres til Baranovs hjem for at høre Kremls hemmeligheder direkte fra kilden. Herfra udfolder filmen sig i episodiske tilbageblik, der i kapitler skitserer de afgørende politiske begivenheder og magtforskydninger, som formede det nye Rusland.

Vi bevæger os fra nøglebegivenhed til nøglebegivenhed, og resultatet bliver en fortælling, der sjældent stikker dybt nok ned i det psykologiske eller dramatiske stof. I stedet forbliver vi i en skildring af historiske processer, som til tider synes bedre egnet til en forelæsningssal end en biografsal. Man skal holde tungen lige i munden for at følge med i de politiske og strategiske forskydninger – særligt når fremstillingens fokus først og fremmest virker til at fokusere på at indkapsle en tidslinje. Filmens kapitelinddelte format medfører et udynamisk narrativt spændingsniveau. Der er skønheder og vitaliserende øjeblikke, men de ligger spredt i en fortælling, der ofte befinder sig i et repetitivt limbo mellem højdepunkterne.

Det betyder dog ikke, at filmen er uden kvaliteter. Paul Dano leverer endnu en teknisk præcis præstation som den kølige og kalkulerende Baranov. Problemet er ikke hans kunnen, men manuskriptets insisteren på at placere ham i det samme toneleje næsten hele filmen igennem. Hans karakter forbliver lavmælt, kontrolleret og analytisk – en forventelig fremstilling af en russisk politisk strateg – men monotonien begynder at kvæle dynamikken.

Filmens løse forhold til russiske accenter skaber desuden en vis forvirring. I et værk, der ellers stræber efter historisk og politisk præcision, virker det overraskende, at den sproglige autenticitet fremstår så inkonsekvent. Samtidig bliver dialogen til tider overforklarende. One-liners leveres med en næsten demonstrativ vægt, og enkelte øjeblikke smager af en bizar politisk spin-off af en James Bond-film, snarere end et nuanceret karakterdrama.

The Wizard of the Kremlin er en ambitiøs og intellektuelt stimulerende film, der hellere vil analysere magt end dramatisere den. Den imponerer med sit overblik, men hæmmes af sin episodiske struktur og sin monotone karaktertegning.