Af Josephine Zabeo-Persson
Inden The White Crow startede, lød der fra en mand et par rækker bagud: ”Rudolf Nureyev var verdens bedste balletdanser”.
Nureyev ændrede ballet – han så den mandlige balletdansers rolle som meget mere end blot en baggrundsfigur. Han krediteres ofte for at bringe ballet til popkulturen. I The White Crow møder vi unge Rudolf Nureyev, før han blev ikonet Rudolf Nureyev.
En ung Nureyev (Oleg Ivenko) rejser i 1961 til Paris fra Leningrad med Kirov Balletkompagni. Det er første gang, balletkompagniet optræder uden for Sovjetunionen. Balletdanserne og især Nureyev nyder de parisiske museer, fortovscafeer og cabaretbarer med nye parisiske venskaber – en helt ny, frisindet verden åbner sig for ham. Men KGB-officerer overvåger den unge balletdanser og synes ikke synderligt begejstrede over den frihed, Nureyev finder i byernes by.
Med flashbacks til Nureyevs grå barndom i Ufa og hans turbulente tid på balletskolen i Leningrad, tegnes der et billede af en kompromisløs og stålfast ung balletdanser, der inderligt ønsker at blive til noget, men føler sig dybt fanget og fastlåst på den forkerte side af jerntæppet – ”Jeg vil hellere dø end at leve med regler”.
The White Crow, baseret på biografien Rudolf Nureyev: The Life (2007) af Julie Kavanagh, er instrueret af Ralph Fiennes, der også selv indtager rollen som balletlærer Alexander Pushkin, der er en af Nureyevs tidlige cheerleaders på balletskolen i Leningrad. Fiennes’ præstation som vattet balletlærer er én af filmens bedste. Men forvent ikke at se meget til ham.
Manuskriftet, skrevet af Oscar-nominerede David Hare (The Hours og The Reader), har mange højtidelige replikker, og de leveres på højtidelig vis. Alt, der får skærmtid i The White Crow, emmer med en stemning af vigtighed og arrogance. Nureyev portrætteres som en meget seriøs og ofte usympatisk ung mand. Med rank ryg og snuden i vejret informerer han os om, at han nægter at blive set som en dum og provinsiel bonde fra Ufa – han har meget højere ambitioner. Den virkelige Nureyev nåede senere i livet helt til tops i den kulturelle og kunstneriske elite, blandt andet som motiv for Andy Warhol og med besøg til den ikoniske og notoriske natklub, Studio 54, i New York – ikke at forglemme, at han for eftertiden ses som en af det 20. århundredes allerbedste balletdansere. Så man kan måske godt forstå tilbøjeligheden til det højtidelige.
Men det kunne have været interessant at se noget mere ømhed og svaghed i portrættet af den stoiske danser. Vi ser hans barske barndom, hans kamp med sovjetisk bureaukrati og hans kærlighedsforhold til mænd. Intet af dette kan have været nemt. Men alligevel synes The White Crows version af Nureyev usårlig.
Den ukrainske balletdanser Oleg Ivenkos skuespil er til tider lidt fjernt og kejtet, men dette tilgives, når han i balletsekvenserne drejer, springer og svæver med en lethed og elegance i rollen som ballet-legenden. De fantastiske dansescener er The White Crows absolut største styrke – man kommer for dramaet, men bliver for balletten.
Kommentarer