For mig har Bruce Lee (blandt danske fans kaldet ”dragen”) altid været kongen af kampsportfilm. Derfor var det med stor glæde, at jeg erfarede, at der den 12. november er repremiere på kung-fu-klassikeren The Way of the Dragon. Filmen er én af de mest ikoniske film fra Lees – desværre alt for korte – filmografi.
Bruce Lee spiller Tang Lung, der ankommer til Rom for at besøge sin familie, som driver en kinesisk restaurant i byen. Formålet med besøget viser sig dog hurtigt at have et mere voldeligt formål. Tang Lung bliver nemlig nødt til at hjælpe familien med at forsvare sig mod den ondsindede mafia, som tyranniserer de ellers fredelige immigranter. Det viser sig at være en mundfuld, selv for Tang Lung. Mafiaen har nemlig et es i ærmet i form af amerikaneren Colt, spillet af selveste Chuck Norris.
Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med disse film, så bliver man måske distraheret af det amatøragtige skuespil og dubbing, hvor der ikke er gjort meget ud af, at stemmerne passer til mundbevægelserne. Men det er ikke derfor, man skal se The Way of the Dragon. Det spinkle plot fungerer mere som en snor med en perlerække af underholdende og velkoreograferede slagsmål.
Hovedattraktionen er dog Bruce Lee selv, som på alle måder er en mytologisk figur. Hans krop er et mesterværk. Der er ikke ét gram overflødigt fedt på ham. Hvis han var et dyr, var han en smidig kat. Han er i besiddelse af lynhurtige reflekser og knivskarpe klør. Aldrig før i filmhistorien har man set sådan et fysisk pragteksemplar.
The Way of the Dragon er dog ikke helt uden tyngde. Hovedtemaet er nemlig frygten for det fremmede. Allerede i åbningsscenen, hvor Tang Lung lander i lufthavnen, bliver han mødt af blikke fra hvide europæere, som tydeligvis aldrig før har set en asiat. Mere subtilt er diskussionen mellem Tang Lung og restaurantarbejderen Quen. De andre medarbejdere har lært sig selv karate for at forsvare sig mod gangsterne. Men Quen er skeptisk overfor den japanske kampsportsstil og mener i stedet, at kinesisk boksning er vejen frem. Men som Tang Lung forklarer, så handler det om at være åbensindet og bruge, hvad der virker. Denne elegante scene illustrerer fint Lees syn på tilværelsen og livet som verdensborger i en verden, som måske ikke altid var lige fair over for ham.
Filmens mest ikoniske scene udspiller sig i Colosseum, i en kamp mellem øst og vest, puma og bjørn. Det er selvfølgelig det gladiatoragtige opgør mellem Tang Lung og amerikaneren Colt, jeg taler om. Det er en fryd at iagttage Lees lette dansende bevægelser, som står i skarp kontrast til den behårede Norris’ tunge kampstil. Scenerne med Norris er akkompagneret af Ennio Morricone-nummeret As A Judgement, som er tyvstjålet fra spaghettiwestern-klassikeren Once Upon a Time in the West (1968), og det fungerer upåklageligt. I det hele taget er Lees instruktion meget inspireret af de italienske westerns, både i kameraarbejdet og i filmens struktur.
Jeg vil derfor opfordre alle til at tage med på denne unikke rejse, og lade sig transportere tilbage til en simplere tid, hvor voldelige spekulationsfilm blev vist i hobetal i landets biografer. Det, der bliver serveret for os her, er et stykke med autentisk 70’er karate-vold, som vi sjældent får mulighed for at se på det store lærred herhjemme. Den mulighed har vi dog nu, når dragen atter engang slår til!
Kommentarer