Af Rasmus Bay Kruse Thomsen
The Uprising (2026) er et periodedrama, løst baseret på den virkelige fortælling om virkelighedens bondeoprør i 1381, hvor titusindvis af bønder fik nok af den engelske trone. Til trods for dens antiautoritetssentiment, en evigt populær tematik, har dette værk været involveret i en mindre kontrovers i forbindelse med sin amerikanske udgivelse.
Filmen blev nemlig oprindeligt markedsført som The Uprising: Rise of Robin Hood, til trods for ikke at være en Robin Hood-film. Man kan kun antage, at marketingsholdet ikke havde tillid til, at den amerikanske offentlighed ville se en film, der handlede om en historisk begivenhed, som ikke er repræsenteret i amerikanske medier – i hvert fald ikke uden en velkendt fiktionsfigur. Sådan et marketingsgreb er ikke blot misledende, men decideret nedgørende.
Den manglende tillid til publikumsengagement forlænges til selve værket også, ikke mindst i filmens struktur, der har så travlt med at gribe publikum med action, at den knap nok får etableret sin præmis i første akt. Som publikum, forstår vi overfladisk, at uligheden mellem bønder og aristokrater er uretfærdig, men værket viser ingen interesse i rent faktisk at eksemplificere fattigdom, hungersnød eller bare systemet som opretholder denne ulighed. Derfor fremstår det enormt karikeret, når Ploughman (Andrew Garfield) og hans medbønder allerede er villige til at risikere deres liv 10 minutter inde i filmens spilletid.
Actionsekvenserne, som ellers fylder en del i filmen, er desværre også lidt lunkne, grundet et groft overforbrug af rystende kamera samt en naiv forhåbning om, at publikum er villige til at se igennem fingre med nogle fornærmende usandsynlige udfald. Ploughman, en almen hungersramt bonde, formår flere gange at overkomme adskillige armerede riddere i kamp. I en ellers meget jordnær film, læner dette sig så tæt op ad absurditet, at man næsten sætter spørgsmålstegn ved, om Paul Greengrass er klar over, at Garfield ikke længere spiller Spider-Man.
Det er dog svært at sige hvorvidt dette var Greengrass´ vision eller en række beslutninger truffet i postproduktionen. Det virker nemlig ukarakteristisk for en instruktør så dygtig som Greengrass, bedst kendt for den Oscarnominerede Captain Phillips (2013)og Bourne-filmserien(2002-), at træffe så usikre beslutninger, især når resten af værket faktisk er ganske velinstrueret. Fra dialog til visuelt udtryk, fremstår den realiserede verden af England i 1300-tallet indlevende, og især flot iscenesat af supertotale indstillinger og droneskud af natur og middelalderlige slotte. Skuespillerne leverer generelt også troværdige præstationer, især Garfield i hovedrollen.
Manuskriptet tilbyder desuden nogle ret fængslende tematikker. Greengrass benytter nemlig på kløgtig vis et periodedrama til at reflektere over vores samtid ved brug af en fortidsbegivenhed, der ofte krediteres som starten på feudalismens død, hvilket ledte til vores nuværende styresystem, nemlig kapitalismen. Nuance er her heller ikke glemt, da vi ser forskellige bønder have forskellige holdninger til hvor radikalt oprøret skal være, hvilket er en skarp detalje i en ellers anarkistisk film.
Scenografi, tematik og skuespil er alle essentielle byggesten i et komplet værk, men her undermineres det af, at film ikke stoler på sit publikum, hvilket efterlader en dårlig smag i munden. Mange af de bærende beslutninger i The Uprising fremstår desværre som den metaforiske ækvivalent af at ryste et nøglebundt foran øjnene på sine seere, i håb om at det vil underholde, hvad skaberne må formode, er et totalt ukritisk publikum.