Af Sidsel Minuva
En dag i 1989 fødte 43 kvinder. Det usædvanlige ved det var, at de før fødslen slet ikke havde været gravide. Den excentriske rigmand Sir Reginald Hargreeves satte sig for at adoptere så mange af mirakelbørnene som muligt – og fik fat i 7. Med dem skabte han The Umbrella Academy, hvor han opfostrede børnene til at være superhelte, for de har alle sammen bizarre superkræfter… altså på nær barn nr. 7.
Men farmand er ikke som rare Professor X fra X-Mens mutantakademi. I stedet må disse børn som voksne forholde sig til Reginalds tyranni og de forskellige traumer, han har forårsaget. Da tyrannen dør, vender alle 7 børn hjem for at finde ud af, hvad der skete med ham – og måske stoppe dommedag i processen.
Hvis det lyder absurd, så er det fordi, at det er det! Og det er en af seriens største styrker – men undervejs er den godt nok også en blandet pose bolsjer.
Skuespillet er et godt eksempel. På den ene side har Aidan Gallagher svært ved at udfylde rollen som Number Five: en tidsrejsende ældre mand fanget i sin 16-årige krop. Gallagher får ham til at ligne en gnaven teenager, i stedet for en kynisk gammel mand i en ung krop – og det gør karakteren noget utroværdig.
På den anden side leverer Ellen Page en kraftpræstation som nr. 7, aka. Vanya. For det meste er Vanya undertrykket og afdæmpet, men Page gør det tydeligt, at der ulmer dybde og raseri lige under overfladen – og hun brillerer især, når følelserne for alvor bliver ustyrlige. Den tvedeling af talent gør sig gældende for hele castet; nogle legemliggør skønt deres karakterer, mens andre virker lidt utroværdige.
Skuespillet er dog ikke seriens største skavank – langtfra.
Selvom fokus i høj grad er på karaktererne og deres personligheder, så bliver flere af dem tabt på gulvet. Nr. 3, Allison (Emmy Raver-Lampman), udvikler sig f.eks. dybest set kun i forlængelse af hendes forhold til andre karakter. Et af de forhold er en væmmelig forelskelse i nr. 1, Luther (Tom Hopper), hvilket måske teknisk set ikke er incest – men det giver én myrekryb alligevel. Samtidig er Allisons forhold til Vanya hjerteskærende og velstruktureret, indtil det sidste afsnit ødelægger det hele.
Det afsnit lader historien i stikken og afspiser os med løftet om en anden sæson. Der er masser af sidehistorier og mystiske spørgsmål, der aldrig bliver afsluttet eller besvaret, og så er første sæson pludselig slut.
Men alligevel sad jeg, da sæsonen sluttede, og tænkte ”Hov! Nej! Hvor er sæson 2?! Jeg skal have mere – nu!” For den tegneserieinspirerede absurditet er det hele værd. The Umbrella Academy ved godt, at universet er bizart og karaktererne er sære, og serien boltrer sig i det. Den tager ikke sig selv særlig seriøst og strækker absurditeten så langt som overhovedet muligt med solid komisk timing ovenikøbet. En anspændt knivfanatiker, en flamboyant junkie og et spøgelse kører tidsrejsende agenter ned med en isbil – og førnævnte agenter skyder efter en teleporterende ”teenager”, iført tegneseriemaskotmasker med Queens Don’t Stop Me Now kørende i baggrunden. Det er fantastisk god underholdning.
Vi får lov til at grine ad og lige så stille knytte os til de traumatiserede søskende – og når serien så bliver seriøs, så hiver den tæppet væk under os. Pludselig går vi op i de 7 originaler og føler for dem. Og så sidder man tilbage med abstinenser, når det hele er ”slut”.
Kommentarer