Af Magnus Hvidt Thelle

Dylan Southerns The Thing with Feathers er adapteret fra Max Porters anmelderroste roman Grief Is the Thing with Feathers og markerer musik-dokumentaristens første skridt ind i fiktionsfilmens verden. Southern har tidligere vist en evne til at indkredse menneskelig sårbarhed med en observerende sensibilitet gennem Meet me in the Bathroom (2022) og Shut Up and Play the Hits (2012), men her bevæger han sig ind i et mere ekspressivt og symbolmættet territorium. 

Efter hustruens pludselige død mister den nøgternt navngivet Dad (Benedict Cumberbatch) gradvist grebet om virkeligheden i den lejlighed, han deler med sine to sønner. Ud af mørket træder Crow: en tårnhøj, antropomorf krage, der hjemsøger hjemmet og bliver en konstant ledsager i familiens sorgproces. Filmen er opdelt i kapitler og forsøger at indfange sorgens fragmenterede tidsfornemmelse. Det er en fortælling om tab, om forældreskab i opløsning og om den ubudne gæst, sorgen, der nægter at forsvinde.

Benedict Cumberbatch leverer en fysisk og kompromisløs præstation som Dad. Han spiller sorgen som en tilstand, der både er lammende og eksplosiv. Der er en fængende kropslighed i hans spil, som kommer til syne både i karakterens højtråbende og opgivende øjeblikke. De to drenge, spillet af Henry og Richard Boxall, tilfører en naturlighed og varme, der fungerer som en nødvendig modvægt til filmens mørke. Samspillet mellem far og sønner rummer filmens stærkeste øjeblikke, hvor sorgen ikke er symbol, men noget konkret og genkendeligt.

Visuelt arbejder Southern konsekvent med tætte framings, der presser Dad ind i billedets kanter og hjørner. Lejligheden bliver et klaustrofobisk rum, hvor væggene synes at rykke tættere på i takt med hans mentale opløsning. I filmens første halvdel læner den sig markant ind i gysergenren; Crow fremstår som et regulært monster, og tvivlen om, hvad der er virkeligt, skaber en urovækkende stemning. Ligesom i Fight Club (1999) opstår der en gradvis usikkerhed omkring hovedpersonens perception af virkeligheden – en effektiv, om end velkendt, dramaturgisk motor.

Filmens mest markante greb er dog dens massive brug af symbolik. Crow er ikke blot en figur, men en insisterende metafor for sorgen selv – voldsom, absurd, påtrængende og umulig at ignorere. Symbolikken er tankevækkende og ofte modig i sin kompromisløshed. Filmen tør være grim, larmende og næsten latterlig i sin skildring af tabets kaos. Men netop her opstår også dens svaghed. I takt med at Crow mister sin indledende frygtfaktor og bevæger sig fra dæmonisk til nærmest manisk-velmenende, mister filmen noget af sin følelsesmæssige tyngde. Figuren udvikler sig fra at være et forstyrrende mareridt til at fremstå som en emo-udgave af Sesame Streets Big Bird.

Symbolikken om, at sorgen ikke er en fjende, der skal besejres, men en tilstand, man må lære at leve med, er klar. Problemet er, at det i sidste ende skaber distance. I stedet for at bringe os tættere på karakterernes smerte, lægger den endnu et lag mellem publikum og følelse. Man forstår filmen, men man mærker den ikke altid. Oplevelsen bliver mere cerebral end kropslig – mere hoved end mave.

The Thing with Feathers er en ambitiøs og visuelt markant film, der tør tage formmæssige chancer i sin skildring af sorgens væsen. Den rummer stærke præstationer og enkelte øjeblikke af rå, menneskelig sandhed. Men i sin iver efter at være symbolsk og stilistisk konsekvent ender den med at underminere den emotionelle kerne, som ellers burde have været dens største styrke.