Af Jonas Bang
I anledning af animationsfilmfestivalen Void, der løber af stablen fra den 30. januar til den 8. februar, er månedens film i Cinemateket animationsfilmen The Swallows of Kabul.
Året er 1998. Den fundamentalistiske bevægelse Taleban har for relativt nyligt taget kontrollen over Afghanistans hovedstad Kabul. Mens nogle stadig holder fast i tanken om frihed, underkaster andre sig det totalitære styre. Kvinder bliver stenet på gaden, folk bliver henrettet til offentligt skue, og en paramilitær styrke regerer på alle gader og stræder.
Midt i al kaosset er forelskelsen stærk hos det unge par Zunaira og Mohsen, der drømmer om et liv i frihed. Men det er svært at løsrive sig Talebans jerngreb, og en dag kommer Mohsen til at deltage i steningen af en kvinde. Oplevelsen ryster ham, og herfra går det kun ned af bakke for de to elskende. Et enkelt fejltrin hos Zunaira kommer nemlig til at ændre deres liv for altid…
Samtidig følger vi den garvede fangevogter Atiq og hans syge kone, Mussarat. På overfladen accepterer han Talebans styre, men indeni ham blusser et had langsomt op. De to pars skæbner krydses på tilsyneladende tilfældig vis og først til sidst, i et overraskende klimaks, giver det hele mening.
Filmen har en sparsom animationsstil, hvor det subtile regerer. Af og til fyldes lærredet helt op med illustrationer, og andre gange er dele af dem udeladt. Det betyder ikke, at der er tale om en asketisk stil, hvor udeblivelsen i sig selv er en pointe, men det har ofte direkte relation til historien.
For eksempel når en menneskemængde forsvinder og bliver til en flok duer, der krydser himlen. Den slags detaljering er imponerende og fortjener i sig selv hæder.
Det subtile befinder sig ikke kun i animationsstilen, men også i måden historien er struktureret på. Her er klassiske fortællegreb som tilbageholdelsen af information anvendt, og derfor ender historien ikke der, hvor man tror den gør. Heldigvis er den ikke synderligt plotdrevet, hvorfor fortællestilen forbliver skarp og historien nærværende.
The Swallows of Kabul kæmper en smule i første akt med introduktionen af karaktererne og historien. Det bliver desværre en anelse kedsommeligt, men herefter tager det heldigvis fart, og historiens puslespil begynder lige så langsomt at gå op. Hvad den mangler i starten, når den at råde bod på i anden og tredje akt.
Lydsiden i sig selv fortjener også ros: På godt og ondt kan man høre Kabul ånde. Byens lyd dominerer, men i små solstråler tordner patosfyldt baggrundsmusik ud i hjerteskærende og strategisk placerede strygersekvenser. Det er her, filmen for alvor står knivskarpt og samtidig har en rød tråd til nutiden. For som historien har vist os, vil der altid stå et nyt tyrannisk styre klar til at tage over.
Selvom det måske ikke nødvendigvis lyder sådan, cementerer The Swallows of Kabul afslutningsvis, at den er en hyldest til friheden og en fordømmelse af undertrykkelsen – noget der først for alvor går op for en i filmens bittersøde afslutning.
Kommentarer