Af Rasmus Bay Kruse Thomsen
Super Mario, en af de mest ikoniske videospilsfigurer nogensinde, er nu tilbage på det store lærred, med den anticiperede efterfølger til Super Mario Bros. Filmen (2023), en kæmpe finansiel succes trods sin middelmådighed.
Populariteten kan dårligt komme bag på nogen, givet blikkenslagerens massive tilstedeværelse i popkultur siden 1985. Til trods for dét, skal man faktisk helt tilbage til 1993 for at finde den seneste Mario-filmatisering forud for den spritnye og dens 2023-forgænger. Deres skabere, spilgiganterne Nintendo, er nemlig generelt forsigtige med deres IP-rettigheder. Selvom de har skabt mange store spilfranchiser, er det kun Pokémon,og den italienske blikkenslager der er blevet ført op på det store lærred.
Nintendos skepsis er egentlig også forståelig, givet spilfilmatiseringers tendens til at floppe, se bedst eksemplificeret af Borderlands (2024). Derfor er det heller ikke overraskende at Nintendo med denne film har spillet sikkert og holdt fast i, hvad der viste sig at appellere bredt i forgængeren til dette værk.
Nintendos beslutning om at lægge deres dyrebare franchise i hænderne på Illumination, studiet bag bl.a. Minions (2015) og The Grinch (2018), er mildest talt besynderlig, givet at Nintendo formåede at blive så store i spilindustrien som de nu er, takket være en filosofi om kreativitet og innovation over skala og spektakel. Dette er på mange punkter modsat Illumination, som ofte kritiseres for minimalt karakterarbejde, svage tematikker, og billig humor.
Disse svagheder vender desværre også tilbage i Super Mario Galaxy Filmen. Atter engang er der tungt fokus på stil over substans, og et simpelt redningsplot, der fremstår familiært. Man skulle faktisk ikke tro det var muligt, men vores hovedpersoner er desuden givet endnu mindre karakterarbejde end i den forrige film. Til gengæld formår filmen, ligesom sin forgænger, i det mindste at realisere Mario-universet på imponerende vis visuelt.
Med universets spilleregler og karakterernes dynamikker allerede etableret, er der efterladt langt mere plads til action, komik og udvidelse af verdenen, hvilket filmen heldigvis udnytter. Super Mario Galaxy Filmen byder nemlig på underholdende platformingsekvenser (at hoppe rundt mellem verdener) og actionscener. Derudover er universet både visuelt prængende, og levende. Til trods for mange familiariteter, formår filmen til tider også at fremstå opfindsomme. Blandt andet gennem enkelte sekvenser med alternativ animation, f.eks. en 8-bit pixelstil, der perfekt emulerer de ældste Mario-spil som et nostalgisk tilbagekig på vores hovedpersons beskedne begyndelse.
Derudover benytter filmen smagfulde rekompositioner af musik fra de originale videospil, hvilket klæder filmoplevelsen mere end 1’erens overbrug af licensmusik. Mario-franchisen er kendt for deres ikoniske lydspor, og det viser denne film større respekt for. Soundtracket her, formår sammen med mange andre referencer og hyldester til spillenes univers, at formidle en form for kærlighedsbrev til baggrundsmaterialet og dets fans.
Derudover, er det allerede stjernefyldte cast udvidet med flere velkendte ansigter fra Nintendos katalog, bl.a. Roselina (Brie Larson) og Yoshi (Donald Glover), men beholder også dele af det orignale cast såsom Bowser (Jack Black), og Toad (Keegan-Michael Key) i en væsentligt reduceret rolle.
Udover værkets tydelige kærlighed til sine rødder, har det dog meget lidt at sige. Filmen forsøger at redde en vag tematik om familie, men det virker mere som en eftertanke, der fik enkelte replikker klemt ind i manuskriptet i sidste øjeblik, da skaberne indså, hvor lidt substans der var i fortællingen.
Fans af den første film vil uden tvivl nyde denne efterfølger, men det betyder naturligvis også at 1’erens skeptikere nok heller ikke vil blive overbevist her. Ultimativt, er det skuffende at filmatiseringen af så stort et popkulturelt ikon som Super Mario, blive reduceret til en flad børnefilm, frem for en mere fuldendt familiefilm.