Af Gustav Stubbe Arndal
Revolverdueller, saloons, guldgravere og skønne landskaber indfanget med udsøgt fotografi – ja, The Sisters Brothers er bestemt en western. Men Jacques Audiards første engelsksprogede film er for det meste meget jordnær og uden ceremoni. Både kameraet og manuskriptet er mere interesseret i de figurer, der befolker filmens verden, end i skudepisoder og dusører.
Hovedfigurerne er Charlie (Joaquin Phoenix) og Eli Sisters (John C. Reilly), et par berygtede gunslingers, der arbejder som håndlangere for en gådefuld gangster kendt som ”Kommandøren.” Deres nyeste mission er at fange guldgraveren Hermann Warm (Riz Ahmed) med lidt hjælp fra den venlige detektiv Morrison (Jake Gyllenhaal). Det viser sig, at Warm har opdaget en kemisk formular, der skal gøre ham til en rig mand, og snart får han Morrison på sin side.
Alle har det tilfælles, at de står ved en skillevej i deres liv. Charlie, den selvudnævnte leder af de to brødre, er ikke spændt på at opgive noget som helst. Han nyder den frygt, hans navn frembringer, næsten mere end han nyder at hore og drikke for alle blodpengene.
Eli er en anderledes og mere dragende karakter, spillet med imponerende evne af John C. Reilly. Han er en betænksom og tilbageholden mand, der stadig bærer rundt på en gammel flammes sjal og kæler for sine heste, selvom han stadig kan være lige så dødbringende som sin lillebror. Han søger en chance for at slippe bort fra deres voldelige levevis.
Netop den chance tager Morisson, da han slutter sig til Warm, som selv har store planer om at starte et nyt idealsamfund et sted i Texas. Spørgsmål om hvor lykken skal findes, og hvordan man slipper ud af onde cirkler, vægter tungt på deres sind.
The Sisters Brothers har ligeledes mange temaer i tankerne. Modernitet er et af dem; Eli lærer at børste tænder og måber af et skyllende toilet i det storslåede San Fransisco. Maskulinitet er et andet; der er en understreget mangel på kvindekarakterer i filmen (undtagelsen er transkønnede Rebecca Root i en mindeværdig rolle som en saloonboss). Grådighed er der også; Warms opfindelse ætser bogstaveligt talt huden på de folk, den beriger. Der er en del at tage fat i, selvom filmen mister fokus til tider og har flere spørgsmål, end den har svar.
Men som de bedste westerns handler The Sisters Brothers i sidste ende om døden og forsvindende tider. Vi hører fra en død mands dagbog, at han ikke ville bytte nætterne ved lejrbålet for alle civilisationens bekvemmeligheder, og det er som at høre det vilde vestens mindetale. Nær slutningen tager filmen næsten Coen-agtige drejninger, hvor døden kommer pludseligt og uventet.
Hvor The Sisters Brothers adskiller sig fra Coen-stilen, er i dens manglende nihilisme. Døden er ikke komisk, men dybt tragisk, og der er en sørgmodig hæderlighed i Warms optimistiske søgen efter mening, som mere kyniske filmskabere havde hånet. Selvom det manglende grin tapper noget energi fra filmen, kulminerer det i en uforudset men hjerteknugende slutning. Der er guld på bunden af denne tankefulde western, hvis man kigger godt efter det.
Kommentarer