Lyden af dybe trompeter og et panorama skud udover en sø, et bjerg, en vej og en gul Volkswagen Type 1. Sådan indledes Stanley Kubricks The Shining (Eller Ondskabens Hotel på dansk) fra 1980. En af de slags film, der bliver hos dig for altid. Om end baseret på Stephen Kings uhyggelige klassiker, har filmen altid været helt sin egen. Nu er Overlook-hotellet blevet restaureret i en IMAX-version, så den gamle film kan opleves i de nyeste biografer.
Historien er den samme: Jack Torrance, der cementeres som en af århundredets mest mareridtsprovokerende karakterer af Jack Nicholson, tager sin hustru, Wendy (Shelley Duvall), og lille søn, Danny (Danny Lloyd), med på Overlook Hotellet, som han skal være vicevært for og passe henover en vintersæson på fem måneder. Isoleret fra en reel civilisation, for foden af et mastodontisk bjerg, er det hele fjol og leg i begyndelsen, indtil en klaustrofobisk indelukkethed langsomt, men tungt, sænker sig over familien.
En uhyggelig og ond følelse hviler over hotellet, og selvsamme ondskab nærmest transcenderer gennem lærredet og ind i sjælen af sit publikum, som den altid har gjort. The Shining har altid været mere end bare uhyggelig, og budt på mere dybde end de traditionelle gyserantologier med banale jumpscares og monstre.
Genudgivelsen bringer de rædselsfulde følelser tilbage, der på omfavnende vis, får filmen til at føles mere hjemsøgt end hotellet og bogen, den kommer af. Hvert hjørne, som Danny drejer rundt om på sin lille trehjulede cykel, føles endnu mere gruopvækkende på det store lærred end nogensinde før. Imens vækker den tunge underlægningsmusik genklang fra fortidens spøgelser på det hjemsøgte hotel – ofte gentagende og nærværende som ekkoerne fra et desperat isoleret skrig om hjælp. På trods af deres omfattende isolation, er der aldrig et øjebliks stilhed på hotellet eller i salen.
Stanley Kubrick skaber et sammensurium af elementer, der ikke burde passe sammen; Wendy og Jack, der i virkeligheden ikke har én ting til fælles, og det spektakulære hotel placeret i de mest øde omgivelser. Det bidrager til en grundlæggende fornemmelse af, at tingene ikke helt er, som de burde være. The Shining er på den måde stadig en masterclass i film og visuel kommunikation. Med sine lange og hypnotiserende tracking shots, der svævende følger karaktererne, føles det som at være fanget midt i den selvsamme labyrint, der fanger Jack.
Alt i filmen er til stede for at forstærke og pirre ethvert psykologisk ubehag. Oplevelsen er væmmelig, angstprovokerende og helt igennem storslået at beskue i biografens mørke. Det er umuligt at tage blikket fra de tryllebindende sekvenser der, fuld af farver og nostalgi, indrammer filmen og dens karakterer. IMAX-lærredet tilføjer hele vejen igennem noget ekstraordinært ved oplevelsen. Trods filmens 45 år på bagen, så skinner alle dens kraftige farver og toneangivende close-ups så stærkt igennem, at det føles som at opleve filmen helt på ny.
Lad derfor The Shining’s genudgivelse være en påmindelse i streaming-æraen på, hvorfor det at se film i biografen – nye som gamle – kun forstørrer filmen til en oplevelse, som fjernsynet eller computeren ikke når til sokkeholderne.
Det føles helt rigtigt at gense gyserklassikeren på det helt store lærred. Den samme følelse af gru og underliggende rædsel får stadig hårene til at rejse sig på armene. Det er umuligt at kigge væk, for The Shining lader dig aldrig rigtig få lov til at slippe blikket. Hvis man har glemt, hvad film kan, så lad denne biografoplevelse minde dig om det igen.