THE SECRET AGENT: 70’er-exploitation og traumebehandling driver brasiliansk Oscar-favorit

Af Marius Sørensen

Brasilien har en unik mulighed for at vinde Årets Internationale Film for andet år i træk ved dette års Oscar-prisuddeling til marts. Sidste år vandt dramaet I’m Still Here (2025) prisen, og i år står The Secret Agent, der både er nomineret som Årets Internationale Film og Årets Film, med gode chancer for at gøre det samme. Filmene har det tilfælles, at begge – mestendels – foregår under Brasiliens militærdiktatur i 1970’erne.

I tilfældet af The Secret Agent er det nærmere bestemt 1977. Her finder vi den forhenværende professor Armando (spillet af Wagner Moura, der også er Oscar-nomineret for rollen), der har måtte gå under jorden i et forsøg på at gemme sig fra landets regime. Han har taget navnet Marcelo og er rejst til byen Recife for at være tættere på sin unge søn. Her begynder Armando – eller Marcelo – at komme i kontakt med en fraktion af den brasilianske modstandsbevægelse, alt imens lejemordere kommer tættere og tættere på at finde ham.

The Secret Agent er på én og samme tid en personlig historie om én af militærregimets ofre og dennes forhold til sin søn og et portræt af tiden og miljøet i 70’ernes Brasilien. Den ene del fungerer bedre end den anden. For fortællingen om Armando og hans søn er for tynd til at være blevet strakt ud over filmens 160 minutter lange spilletid. Til gengæld er der masser af energi at finde i filmens andre dele; dem, der beskæftiger sig med miljøbeskrivelser og gangsteraktivitet.

Instruktør Kleber Mendonça Filho tilfører en unægtelig underholdende stil til filmen. Med sine skæve karakterer og pludselige Tarantinoske blodsudgydelser, der imiterer 70’ernes exploitation-film, er filmen på intet tidspunkt kedelig. Filmens ustoppelige energi og store ambition resulterer dog også i, at filmen til tider mister fokus. Filmholdet har simpelthen for meget på hjerte.

Læg dertil også en gennemført karismatisk præstation af Wagner Moura i hovedrollen. Hollywood har allerede opdaget Moura, der spillede med i Alex Garlands Civil War (2024), men vær ikke overrasket, hvis han inden længe optræder i større roller. Her udviser han en stjernekvalitet, som kun få Hollywood-navne kan matche. Det er til gengæld også én af filmens svagheder – for præstationen er magnetisk og karismatisk, men ikke altid rørende og sympatisk nok til, at man for alvor køber fortællingens emotionelle kerne: Armandos forhold til sin søn.

Af samme årsag fungerer filmens jævnlige tidsspring til nutiden heller ikke som intentionen har været. Her kommer filmen også faretruende tæt på at ligne I’m Still Here en tand for meget, uden at det fungerer lige så godt her.  I sidste ende er The Secret Agent et stykke godt håndværk, der desværre er for ujævn, for ufokuseret og en tand for lang til for alvor at gøre sig værdig til at indhente Brasiliens anden Oscar i streg.


Ordet anmelder:
The Secret Agent

★★★★☆☆

Produktionsår:
2025

Instruktør:
Kleber Mendonça Filho

Land:
Brasilien

Skribent:

Udgivet:

Tags: