Edgar Wrights The Running Man er en moderne genfortolkning af Stephen Kings roman fra 1982, der allerede i 1987 blev filmatiseret med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Nyfortolkningen tager dog afstand fra Schwarzenegger-filmens muskuløse helteideal, og går i stedet efter et mere jordnært portræt af en mand fanget i et system, hvor desperation bliver til tv-underholdning. En historie sat i år 2025, der i al sin kynisme om medier og masseunderholdning føles mere aktuel end nogensinde.
Præmissen er lige så simpel, som den er effektiv: Ben Richards, spillet af en karismatisk Glen Powell, mister sit job og står magtesløs over for sin datters livstruende sygdom. I sin desperation lader han sig rekruttere til det titulære gameshow “The Running Man”, hvor man skal overleve 30 dage med en mindre hær af trænede jægere og håndlangere, som har til mål at udradere sæsonens 3 deltagere. Et adrenalinpumpende show, der ville putte The Bachelor til skamme som samtaleemne i frokostpausen.
Kombinationen af Powells buldrende raseri, tandpasta-smilet og det kølige glimt i øjet, er et klassisk eksempel på en elskværdig Hollywood-actionfigur, som er let at heppe på. Han både giver, og får flere bank end man kan overleve, og Powell bærer den fysikalitet hele vejen til rulleteksterne på overbevisende manér.
Filmen byder ikke kun på blodtud og blå øjne, da der på klassisk Edgar Wright facon efterlades rigelig plads til leg. Wright vedligeholder 80’ernes forestilling af 2025 med neonlys, VHS-bånd og et kækt glimt i øjet som står i dejlig kontrast til de blodige sekvenser. Alligevel savnede man lidt af den knivskarpe klipning, der ellers kendetegner instruktørens værker. The Running Man føles nogle steder mere klassisk end kaotisk, som om Wright bevidst bremser for at lade budskaberne trænge igennem – men uden at det nødvendigvis lykkes
Kritikken af underholdning som værktøj i klassekampen er både relevant og drivende for historiens forløb, men bliver tit så kort og firkantet i dens præsentation, at det bliver fladt. Det føles næsten som at høre en folkeskoleelev læse op fra sine slides i en powerpoint præsentation om senkapitalismen.
Historiens temaer om revolution, censur og ulighed kommer især til udtryk gennem de karakterer, der hjælper Ben på flugt. De fungerer som små indblik i systemets sprækker, men vi når kun at dyppe tæerne i deres perspektiver, før filmen haster videre og pointerne bliver for letfordøjelige til at bide sig fast. Til gengæld er de underholdende: Michael Cera stjæler scenen i en voldelig og morsom “Home Alone” -sekvens, mens Colman Domingo – som Bobby T – og Josh Brolin – som Dan Killian – leverer filmens stærkeste biroller som henholdsvis charmetrold af en tv-vært og en slesk mediemanipulator.
The Running Man er måske ikke Wrights mest helstøbte film, men den leverer solid underholdning med blod på hænderne og hjertet på rette sted. Den provokerer endeligt en TV-realityverden, hvor den egentlige – og bedste – løsning ville være at slukke for flimmerkassen. Men det er lettere sagt end gjort.