Af Jonas Bang
Den ambitiøse palæstinensiske filminstruktør Muayad Alayan har med sin anden spillefilm The Reports on Sarah and Saleem begået et lille, men vigtigt drama om en forbudt kærlighedsaffære, der er placeret midt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. At lave en film, der foregår midt i dét politiske knudepunkt, er i sig selv beundringsværdigt, men hvor der er højt at flyve, er der (desværre) langt at falde…
Det elskende par Sarah og Saleem, der er henholdsvis israelsk caféejer og palæstinensisk fragtmand, er begge gift, men dog ikke med hinanden. Lyder det problematisk? Det er det selvfølgelig også. Tidligt i filmen konfronterer Saleem Sarah og forklarer hende, at ikke alt i livet er kompliceret, da hun er bekymret for at blive opdaget. ”Det er bare en drink” siger han.
Selvom Saleem har ret i, at ikke alt er kompliceret, tager han desværre grueligt fejl i, at det skulle være problemfrit at invitere en israelsk gift kvinde på drinks midt i Betlehem. For selvom de to ”blot” har en affære, bliver de med udgangspunkt i denne hændelse hurtigt viklet ind i et politisk spind, der på ulykkelig vis ser ud til at spiralere fuldstændig ud af deres kontrol.
Filmen berører på fin vis vigtige emner som utroskab, kærlighed og racisme med en af verdens helt store konflikter som rammefortælling, men formår aldrig at komme helt under huden på sin tilskuer.
Historien er skrevet af instruktørens bror Rami Alayan og uden overhovedet at tage stilling til konflikten, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det er en lille smule ærgerligt, hvor tydeligt det fremgår, at den er palæstinensisk produceret. For selvom filmen har et stærkt nuanceret blik på den betændte konflikt, ender Israel alligevel med at fremstå som den største skurk. Om det i virkelighedens verden er sandt eller ej, er jeg ikke kvalificeret til at gøre mig til dommer over, men godt for filmens sprog og troværdighed er det desværre ikke.
Selvom jeg enormt gerne vil elske den her film, så gør jeg det ikke – men jeg kan rigtig godt lide den. Værket har tydelige ambitioner om at være et kompromisløst drama, der udvikler sig til at være en uhyggelig politisk thriller uden helt at nå derhen. Selvom hovedrolleindehaverne Adeeb Safadi og Sivane Kretchner gør det troværdigt og godt, hæver historien sig aldrig rigtig fra sit udgangspunkt, og jeg sidder desværre tilbage med en underlig uforløst fornemmelse i kroppen.
Om det er, fordi jeg håber, at filmen ville forholde sig mere kritisk til den israelsk-palæstinensiske konflikt, eller fordi jeg ønsker, at den kunne bestemme sig for, om den ville være kærlighedsdrama eller politisk thriller, ved jeg ikke. Der er dog ingen tvivl om, at den har en imponerende og rørende historie om en problemfyldt affære på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Kommentarer