Af Anna Hedegaard Kristensen
Hvad får man, hvis man blander reinkarnation, en psykopatisk seriemorder og et lille barn? Svaret er The Prodigy, instrueret af Nicholas McCarthy med manuskript af Jeff Buhler.
Netop som seriemorderen Edward Scarka bliver skudt af politiet, fødes Miles (Jackson Robert Scott). I takt med at Miles bliver ældre bliver det tydeligt, at han er et vidunderbarn. Hans begavelse er ikke til at slå fejl af, men han socialiserer ikke med de andre børn, og pludselig begynder han at udvise ekstrem voldelig adfærd. I håb om at finde en forklaring på sin søns adfærd, sættes hans mor, Sarah (Taylor Schilling), i kontakt med psykologen Dr. Arthur Jacobson. Hans speciale? Børn, der indeholder mere end bare dem selv.
Miles udviser nemlig en noget tvetydig adfærd. På den ene side er han sød og uskyldig, legeglad og videlysten. På den anden side er han en fucking dæmon. Hans krop lægger nemlig ikke bare hus til hans egen sjæl, men også til seriemorderen Edward Scarkas. Langt størstedelen af filmens uhygge ligger i Scott, der tidligere spillede Georgie Denbrough i 2017-udgaven af It, og hans evne til vekslende at true med profant sprog, udøve vold mod alt og alle, og hensynsløst nedbryde sine forældres psyke.
Men Miles er stadig et barn, og som de fleste forældre måske kan erklære sig enige i, så er der ikke meget, man ikke vil gøre for sit barn. Det kan være svært at vide, hvordan man ville reagere, hvis man stod i Sarahs sko og skulle til at håndtere et barn, der er djævlen selv. Der opstår dog situationer i filmen, hvor man kan undre sig over de valg, hun tager, og hvor min ”super single”-hjerne ikke helt kan forstå hendes ræsonnement. Som med arketypen af dårlige horror-karakterer kan man sagtens få lyst til at råbe ad skærmen over hendes fejlbedømte beslutninger.
Filmen har en uhyre uhyggelig præmis, som bakkes op af flotte, grumme indstillinger. Billedernes komposition og brugen af lyssætning bliver stærke medhjælpere i at bringe handlingen frem, og gør, at filmen stadig kan skræmme, selv når du forventer det. Læg det sammen med en forholdsvis klassisk brug af musik, og så har du et godt, om end gennemsnitligt, gys.
Der er så bare ikke meget mere til filmen end en god (ond) skurk bakket op af sædvanligt gyser-gejl, frygtindgydende musik og en stærk visuel side. Manglen på mere taler måske også for sig selv.
The Prodigy er ikke nogen skelsættende gyserfilm. Den er dog flot, stemningsfuld, og bærer frugt med sin brug af Miles som både skånselsløs antagonist og godartet offer. Men hvor Miles er en rigtig vellykket karakter, halter Sarah, og hendes dumheder kan bringe én tæt på at miste engagement i hendes karakter. Og så er der måske bare ikke mere til filmen. Hvis man kan lide at blive skræmt, er den måske gyset værd.
Kommentarer