Af Mads Korsholm Petersen
Omtrent et år efter sin premiere på South by Southwest filmfestivalen i marts 2019, hvor lutter god omtale og en usædvanlig varm velkomst af de fremmødte filmentusiaster resulterede i en publikumspris, har The Peanut Butter Falcon endelig fundet vej til de danske biografer. Selvom ventetiden har været lang, kunne denne hjertevarme fortælling, inspireret af Mark Twains berømte roman Huckleberry Finn fra 1884, ikke have meldt sin ankomst på et mere passende tidspunkt. I skrivende stund hvor coronavirus eller COVID-19, om man vil, hænger som en sort sky over hele verden, giver Taylor Nilson og Michael Schwartz’ spillefilmsdebut os en tiltrængt mulighed for at få trænet lattermusklen og afstemt følelsesregistret.
I sit iver for at forfølge drømmen om at blive professionel wrestler stikker Zac (Zack Gottsagen), der er født med Downs syndrom, af fra institutionen, som han er tvangsindlagt på. På flugt fra en af institutionens frivillige, Eleanor (Dakota Johnson), krydser han tilfældigvis veje med krappefiskeren Tyler (Shia LaBeouf), som grundet fiskerilicens-uoverensstemmelser også er på flugt. Overvældet af verden udenfor søger Zac tryghed hos Tyler, og sammen begiver de sig via tømmerflåde ud på en uforglemmelig rejse gennem Sydens snoede sumplandskaber.
Atmosfæren emmer af sydstatscharme. Til tonerne af Sydens karismatiske jazzmusik præsenterer instruktør-duoen et delikat, æstetisk og billedskønt filmsprog, som nærmest glorificerer den barske natur. En labyrintisk jungle af siv, mudrede vande og træer overgroet med spansk mos pryder lærredet i stærke visuelle udtryk, der er en turistbrochure værdig.
The Peanut Butter Falcon er ubetvivleligt blevet en sensation fordi filmens instruktører, imod branchens tendenser, turde at placere den handicappede skuespiller Zack Gottsagen i den bærende hovedrolle. Uden at anfægte store skuespilpræstationer, som eksempelvis Dustin Hoffmans Oscar-vindende bedrift i Rain Man (1988), er det på sin plads, at handicappede langt om længe finder deres retmæssige plads i filmindustrien, hvor de er stærkt underrepræsenteret. Med overbevisende ægthed, smittende humør og lavmælt humor formår Gottsagen, i sin skildring af den livsglade wrestling-fanatiker, at gøre tvivlere af handicap-skuespillere til skamme.
Overfor den uprøvede Gottsagen står Shia LeBeouf, hvis håndværk efterhånden er sikkerheden selv, og Dakota Johnson, der langt om længe har løsrevet sig fra de kinky håndjern der spændte ben for hendes skuespilevner i Fifty Shades of Grey-trilogien (2015-2018).
Den til tider klichefyldt og forudsigelige feel-good film fungerer i kraft af sin eventyrlystne og joviale stemning, som grundet et skarpt manuskript og trekløverens indbyrdes modspil forekommer helt naturligt. Beklageligvis kommer seriøsiteten, gradvist som filmen skrider frem, i karambolage med baghave-wrestling, fiskeri-bøller og andre barnagtige fjollerier.
Trods karismatisk sydstatscharme, ekstraordinære skuespilpræstationer og et eksorbitant smittende humør kommer The Peanut Butter Falcon næppe til at rydde bordet ved nogen prisuddeling. Det er en vaskeægte crowdpleaser og feel-good film, som tilbyder en letspiselig, morsom og rørende fortælling om venskab og drømme.
Kommentarer