[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Findes der en bedre anledning til dramatiske afsløringer af hemmeligheder blandt dysfunktionelle relationer end ved et middagsselskab? Alle er tæt samlet omkring bordet — scenen er sat — og, imens der tales livligt og indtages lige lovligt mange mængder rødvin, krakelerer facaderne et efter et.
Hvem er bange for Virginia Woolf? (Nichols, 1966), formåede om nogen at gøre det rigtigt fængslende og ubehageligt at se gæsterne komme på besøg. Ligesom den danske nyklassiker Festen (Vinterberg 1998) er godt et eksempel på, hvordan traditionen for ”fejringer, der går galt” kan sætte dybere spor end blot at underholde med sine mange intriger. Det nyeste skud på stammen, The Party, skriver sig dog ikke ind i filmhistorien, men den er alligevel seværdig.
I Sally Potters The Party når de ikke engang at sætte sig til bords. Det går galt langt inden, men middagen og det Londonske byhus, som den skulle tage plads i, danner rammen for en intens aften for den nyvalgte sundhedsminister Janet (Scott Thomas) og hendes noget kriseramte mand, Bill (Timothy Spall).
En række af ægteparrets fælles venner er blevet inviteret over for at fejre Janets udnævnelse. Alle tumler med sit, der netop denne aften springer ud i lys lue.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Party[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Sally Potter[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Storbritanien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Hver af karaktererne repræsenterer sin egen satire over en samtidstype, og rollebesætningen er besat med dygtige folk. Det er en fornøjelse at se dem folde sig ud; særligt Scott Thomas’ Janet, der midt i alt postyret er rammende såret og derpå ustyrligt rasende.
Den tyskfødte Gottfried (Bruno Ganz) er livsstils coach og stor tilhænger af naturmedicin. Han latterliggøres af sin kæreste, den selvudnævnte sandsigerske; kynikeren April (Patricia Clarkson), der i samme åndedrag, som hun ønsker Janet tillykke med den nye stilling som minister, erklærer demokratiet for uddødt. Den lesbiske akademiker, Martha (Cherry Jones), er specialist i noget med kønsforskelle inden for amerikansk utopisme. Hendes gravide kæreste, Jinny (Emily Mortimer), smutter samme aften forbi for at fortælle, at de ikke venter ét barn, men tre, og det giver den gamle enspænder Martha lige så kolde fødder, som enhver anden mandekliche.
Da pengemanden, Tom (Cillian Murphy), ankommer uden sin kone i komplet hektisk og kokainsniffende tilstand med en pistol skjult i Prada-jakkesættet, ruller dramaet støt frem og åbenbarer den ene afsløring efter den anden.
I begyndelse af The Party synes replikkerne en anelse forcerede. Da der kommer skub i handlingen, er der mange one-liners, som – i modsætning til filmen som helhed – hægter sig fast i hukommelsen. Det er April, der leverer de mest spidende stikpiller, imens dem omkring hende viser deres sande kulør — hun erklærer sin ellers blide holistiske kæreste for fascist, og Martha, for en førsteklasses lesbisk, men en andenklasses tænker.
Karaktererne og deres ideologier får en på hatten af de mange præcist afleverede spydigheder. Alle synes de at være både privilegerede og ulykkelige skæbner i et England i opløsning. Det er dog ikke deprimerende at se på – det er bare underholdende.
Der kastes med bomber på denne traumatiske aften i Janet og Bills hjem, og det er særdeles spændende at se dem eksplodere. De mange plottvists fungerer godt – på trods af den afsluttende afsløring, der ikke giver meget mening – men det er ikke af stor betydning, for The Party er en kort film, der skal nydes som den spydige lille godbid, den er.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer