Af Magnus Hvidt Thelle
Hollywood har længe levet af at genfortælle gamle historier. Denne gang må vi næsten 3.000 år tilbage. Med The Odyssey kaster Christopher Nolan sig over et værk, der har sat sit præg på den vestlige fortællertradition siden antikken. At omsætte Homers epos til film handler derfor ikke blot om at genfortælle en klassiker, men om at retfærdiggøre, hvorfor netop denne version fortjener at eksistere.
Med sin første film i fantasygenren påtager Christopher Nolan sig netop den opgave ved at følge Odysseus’ (Matt Damon) lange hjemrejse fra Troja til Ithaca, hvor hustruen Penelope (Anne Hathaway) og sønnen Telemachos (Tom Holland) stadig venter. Men gudernes vilje, mytologiske væsner og havets ubarmhjertige kræfter forvandler rejsen til en årelang prøvelse, mens familien derhjemme kæmper for at holde kongeriget samlet i hans fravær. Midt i filmens mytologiske storladenhed er det derfor afgørende, at Odysseus aldrig blot bliver en legende, men først og fremmest et menneske.
Matt Damon, hvis tidligere roller i The Martian (2015) og Nolans Interstellar (2014) også havde svært ved at finde hjem, bærer filmens tungeste byrde. Som dens urokkelige anker tilfører han en jordnær genkendelighed, der løfter møderne med det mytiske ville fra blot at være imponerende, til også at rumme substans. Med en overbevisende balance mellem ukuelig beslutsomhed og menneskelig sårbarhed bliver Damon det naturlige samlingspunkt for seerens investering i rejsen.
Som fanebærer for den anden side af fortællingen formår Tom Holland dog ikke helt at løfte Telemachos til en selvstændigt fængslende karakter. I stedet blegner hans rejse i sammenligning med sin fars.
Anne Hathaway er derimod fabelagtig som Penelope, den afventende dronning af Ithaca. Hun brillerer i et overdådigt udvalg af Nolans stjernespækkede ensemble og navigerer mesterligt karakterens stoiske tilbageholdenhed og brølende intensitet, som stråler ud gennem både paladsets skærme og biografens lærred.
Nolan genoptager derudover sit ufejlbarlige samarbejde med fotografen Hoyte van Hoytema, hvis guddommeligt smukke billeder udgør den første spillefilm nogensinde optaget udelukkende på IMAX-kameraer. Optagelserne har gennemgået over 2 millioner fods film – nok til at strække sig fra Skagen til Berlin med gode 30km tilovers – og resultatet er intet mindre end spektakulært. Fra opslugende totalskud til nærbilleder ombord på Odysseus’ skib, der drager seeren tæt nok til at kunne smage saltvandet, fremmaner van Hoytema en formidabel verden, som forlanger at opleves i 70mm.
Dialogen er dog præget af visse fejltrin. Prologen besidder flere øjeblikke magert motiveret eksposition mellem Telemachos og Penelope, og enkelte uelegante oneliners underminerer store momenters gravitet – en lille, men genkendelig Nolan-uvane. Disse ellers mindre svagheder opleves som beklageligt mærkbare stopklodser i en ellers velafstemt helhed.
Der har desuden været megen omtale af filmens moderniserede sprog, men at karaktererne siger “dad” og “fuck” frem for et kunstigt arkaiserende engelsk, tager aldrig seeren ud af fortællingens univers. Tværtimod skærer det gennem den historiske fernis og giver en mere umiddelbar adgang til historiens følelsesmæssige kerne. Tilgangen vidner om en forståelse af, at The Odyssey ikke lever videre som et museumsværk, men som et tidløst epos, hvis temaer fortsat taler direkte til et moderne publikum.
Selvom The Odyssey udspiller sig i en fjern fortid, føles den slående aktuel. Nolan lader krigen i Troja kaste lange skygger over hele fortællingen, hvor mistillid og grådighed gang på gang fortrænger Zeus’ lov og den gæstfrihed, der engang bandt verden sammen. Det er ikke en fortælling om en fortabt verden, men om konflikter og længsler, der stadig former mennesket i dag.
Det er igennem denne tilgang som nordstjerne i sin formidling, at The Odyssey for alvor retfærdiggør sin eksistens. Nolan forsøger ikke at støve et antikt epos af og udstille det bag glas, men kaster seeren direkte ind i dets storme, slagmarker og stille øjeblikke af længsel. The Odyssey er et hæsblæsende epos i enorm skala, men aldrig så stort, at mennesket forsvinder i myten.