Anmeldelse
THE OA (DEL 2): Den originale engel skuffer ikke, men bringer desværre gammel mystik i nye klæder

Af Jonas Bang

Første del af The OA kom som en behagelig overraskelse fra Netflix i slutningen af 2016. Serien tappede ind i samme åre som publikumssuccesen Stranger Things (2016) og flirtede med science fiction og det overnaturlige. Handlingen er centreret omkring den blinde Prairie Johnson (Brit Marling), der vender tilbage til sine forældre efter at have været forsvundet i syv år. Men noget er markant anderledes end før; hun har fået synet tilbage.

Efter det viser sig, at hun har været taget til fange i alle disse år, sker en masse uforklarlige ting, som blandt andet indebærer, at hun insisterer på at blive kaldt OA, mener at hun har diverse spirituelle evner og kan rejse mellem dimensioner. Til slut efterlades vi i uvished om, hvorvidt hun dør, om hun fuldstændig har opdigtet sine overnaturlige evner eller om hun er på vej til en anden dimension.

Del 2 starter på en helt anden note. Vi følger privatdetektiven Karim (Kingsley Ben-Adir) i sin søgen efter en vietnamesisk ung kvinde, der er forsvundet i San Francisco i forbindelse med at have spillet et sært augmented reality spil på sin telefon. Efter relativt kort tid står det klart, at det er lykkedes OA at lave ”hoppet” til en anden dimension, da hun også ender i San Francisco i en, for hende, alternativ virkelighed. Første episode er knap overstået, før man får det første plot twist – tingene hænger ikke sammen som først forventet…

Del 2 skuffer bestemt ikke, hvad angår plot twists, overnaturlige hændelser og alt det andet, første del er kendt for. Desværre har blandt andet det visuelle udtryk taget et dyk ned i denne omgang. Farverne fremstår anderledes flade og overeksponerede, og hver gang der er en nævneværdig overgang, skal man absolut se alle San Francisco-klichéerne rulle sig ud i pompøse etableringsskud. The bay area er for længst ved at være en anelse overbrugt, og den landlige isolation i Michigan tjente altså historiens troværdighed bedre.

Skuespilpræstationerne er generelt gode, men af og til forsvinder den ellers veltilrettelagte subtekst, og en skuespiller må forklare noget afgørende gennem kedelig, eksponerende dialog. Her kunne historien godt være bedre skrevet af det ellers fremragende makkerpar Zal Batmanglij og Brit Marling, der normalt plejer at være gode til at skrive, så den nødvendige information kommer på det rigtige tidspunkt – og på den rigtige måde.

Med tiden kommer vi tilbage til Michigan, hvor vi får et gensyn med OA’s brogede gruppe, der selvfølgelig prøver at finde ud af, hvad der er sket med hende. Det er for alvor her, historien tager fart, og vi er tilbage i den vante ramme af mystik og spiritualitet – og i spørgsmålet om det, OA insisterer på, er sandt eller ej.

Undervejs er der en del forsøg på humor og intertekstuelle referencer, og det er desværre heller ikke her, serien excellerer. Den befinder sig bedst i hybriduniverset mellem science fiction, drama, mysterium og overnaturlighed. Man kommer nemt til at savne den knugende spænding, det gav at se OA og hendes medfangentagne forsøge at slippe ud af klaustrofobisk fangenskab. Forsøget på at udvide universet til andre dimensioner og lokationer er beundringsværdigt, men bringer desværre ikke meget godt nyt.

Del 2 af The OA bibeholder den velkendte mystik, men bringer altså ikke den fornyelse, der for alvor kunne have bragt historien til nye højder.

Kommentarer