Af Lasse Borch Frisendal
Hollywood har i lidt tid været i en tørke når det gælder komedier med større budgetter. For det meste bliver de kun set blandet med action-genren ofte i form af superheltefilm, der selvfølgelig er sjove, men som sjældent føles lige så sjove som de helt gode gamle komedier. Dette kan dog måske ændre sig, da den nyeste sommerfilm The Naked Gun (2025) i høj grad spiller på alle de komiske kendetegn, mange af os har savnet.
Filmen er en efterfølger til den klassiske Naked Gun-trilogi, hvor det nu er Liam Neeson i hovedrollen som Frank Drebin Jr, der involveres i en tåbelig kriminel konspiration og meget hurtigt bliver forelsket i en halvmystisk kvinde (Pamela Anderson) undervejs. Hvis man har set den originale Naked Gun (1988), lyder dette måske lidt bekendt, da det i store træk er det samme plot som i den originale. Men plottene i disse film har aldrig været specielt interessante eller vigtige, så det store spørgsmål er egentlig, hvorvidt filmen er sjov eller ej.
Med Akiva Schaffer, der er en tredjedel af den ikoniske komediegruppe The Lonely Island, bag rettet som instruktør og Liam Neeson i en af hans mest underholdende præstationer nogensinde er det ikke en overraskelse, at The Naked Gun ofte er knæklaskende sjov. Filmens talent både bag og foran kameraet sikrer en konstant og nærmest endeløs affyring af jokes i form af dejligt dum dialog og gags, der konstant leger med lyden og det visuelle. På nogle punkter spiller disse jokes lidt meget på den originales komediesprog, men når det udtrykkes med linjer såsom ”you can’t fight city hall” ”No, it’s a building”, er det mere end helt okay.
Der er dog enkelte gange, hvor filmens humor kan virke en anelse ujævn. Filmen har for eksempel en tendens til at fokusere for længe på én joke, som ikke ligefrem altid er så sjov, at man begynder at rulle på gulvet. Dette gør desværre også, at en film på kun 85 minutter kan føles lidt langtrukken i visse sekvenser. Dog kan dele af disse længere sekvenser godt fungere, når der er en solid udvikling af joken, som for eksempel i snemandssekvensen, hvor hovedkaraktererne bygger en snemand, der langsomt bliver meget intimt involveret i deres forhold.
Denne førnævnte ujævnhed kan også findes i filmens referencerammer. Ligesom de originale Naked Gun film spiller den nye meget på noir detektiv-film og andre politiklicheer, dog med et nyt twist. The Naked Gun gør nemlig konstant grin med moderne actionfilm, med tydelig inspiration fra både Mission Impossible serien og den første Kingsman: The Secret Service (2014). På trods af at parodiscenerne af begge genrer er veludførte og dybt underholdende, får filmen dem ikke til at passe sammen specielt godt. Det føles ofte som om man pludseligt bliver taget ud af én parodifilm og placeret i en anden, der har et helt andet filmsprog. Herudover bruger filmen også en række kulturelle referencer som vittigheder, der til tider føles rimelig forældede og ikke specielt sjove, der i høj grad også tilføjer til filmens ujævnhed.
Men filmens halvspøjse pacing, forældede referencer og ujævne parodisekvenser føles nærmest nostalgisk. For The Naked Gun, der udover at værende nogenlunde skarpt skrevet og utroligt sjov, føles meget som at tage tilbage til en simplere æra af Hollywoodfilm med tåbelige komedier, hvis eneste mål er at få folk til at grine, og det lykkedes den med i høj grad. The Naked Gun er langt fra en perfekt film, men det er en film, man har savnet.