Af Bella Juncker

I 2019 kunne man streame første sæson af The Mandalorian (2019-2023), der tog os langt væk fra Skywalkere, siths og jedis. I ånd med de originale Star Wars film (1977-1983), blandede serien klassisk sci-fi med western elementer, og introducerede os for nye og spændende karakterer, samtidig med at den bragte de gode gammeldags praktiske effekter til live igen.

På grund af massiv popularitet kunne Jon Favreau, skaberen bag serien, i 2024 annoncere sin mandalorian (og Grogu) film, der ville erstatte seriens ellers planlagte fjerde sæson. Dermed bliver The Mandalorian and Grogu den første Star Wars film på det store lærred siden The Rise of Skywalker (2019).

Filmen forsætter nogenlunde dér, hvor serien slap. The Mandalorian og Grogu, der ikke længere lever det farlige dusørjager liv, arbejder nu udelukkende med at fange tidligere empiriske soldater og generaler for Colonel Ward fra The New Republic, der spilles af ingen ringere end sci-fi dronningen Sigourney Weaver. På en mission må duoen ud og redde Rotta the Hutt (Jeremy Allen White) på anmodning fra Hutt-tvillingerne. Men kort efter står de selv som mål for en garvet lejemorder, der er hyret af de selvsamme Hutt-tvillinger. Og da The Mandalorian tages til fange, må Grogu samle alt sit mod for at redde sin adoptivfar, der er i livsfare.

Selve The Mandalorian, der stadig gemmer Pedro Pascal bag hjelmen, er ligeså fed en karakter her, som han altid har været. Iført rustning fra top til tå, er det imponerende, hvordan Pedro Pascal formår at portrættere den stoiske mandalorian med en gennemgående ømhed og personlighed. Der er ingen, der kan bære uniformen som ham. Med Grogu på sin skulder, cementeres den skæve men ikoniske duo, man ikke kan lade vær med at elske.

I sin æstetik vender filmen tilbage til sine gamle George Lucas-rødder. Et atmosfærisk soundtrack og praktiske effekter bidrager til et nostalgisk 80’er udtryk, der er serien og sine gamle forgængere (næsten) værdig. Der er væsner i massevis, X-wings, AT-AT’s og massere af god action, der i essensen føles som et klassisk Star Wars eventyr.  Vi tages med rundt omkring i hele galaksen, hvilket er vidunderligt underholdende for den barnlige sjæl, der gemmer sig inde i enhver Star Wars fan.

På bekostning af filmens helhed, spiller den dog overdrevent meget på forceret fanservice, der refererer til og tilbagebringer gamle Star Wars-karakterer fra tidligere Dave Filoni (filmens medforfatter) projekter, der altså sætter en stor lid til, at seeren kan huske dem alle. Dette er Star Wars forbandelsen, der roder potentiale sammen med gamle projekter i et virvar af kringlede referencer og easter eggs. Filmen bliver derfor mere et rodet produkt af at bringe Filonis Star Wars-karakterer til live action, end den bliver et ordentligt bidrag til den franchise, den skal forestille at bygge videre på.

Samtidig lider filmen af et tyndt narrativ og en manglende rød tråd til den fanelskede serie. Det mærkes tydeligt, da dette har efterladt betydelige huller i sammenhængen mellem serie og film. Det mysterium, der har udfoldet sig i serien, både omkring Grogu men også mandalorianerne, er fuldstændig forsvundet som dug for solen i den her film, der virker til at ville handle om alt andet end lige præcis dét.

Til stor ærgrelse for den investerede Mandalorian fan, er der altså ikke meget ekstra substans at hente i filmen, udover god underholdning med de magiske hovedkarakterer. Man kan kun håbe på, at The Mandalorian og Grogu’s eventyr får lov at forsætte i en fjerde sæson eller eventuelt opfølgende film, uden den redundante fanservice. Der er nemlig meget at elske, hvis man ser forbi den ærgerlige Star Wars forbandelse.