Af Mikkel Lind Kristiansen
Et tomt, gråt, kedeligt og forladt hus får afrevet sit tag af en kran. Selvom det åbner op for Islands idylliske blå og åbne himmel, så hænger taget fat i kranen, og svinges ukontrollerbart rundt, alt imens den rammer ind i væggene og daler i luften – det er som at se et hus hjemsøgt af sin egen ødelæggelse.
Sådan indledes Hlynur Pálmasons nyeste film The Love That Remains, der skildrer en lige så hjemsøgende skilsmisse af en islandsk familie. Filmen følger et år hos Magnus (Sverrir Gudnasson) og Anna (Saga Garðarsdóttir), og deres tre børn, Ída (Ída Mekkín Hlynsdóttir) samt tvillingerne Grímur (Grímur Hlynsson) og Þorgils (Þorgils Hlynsson), imens de alle sammen prøver at finde ud af hverdagen i deres nye familieforhold.
Skudt på 35 mm og filmet i et 4:3-format, med Islands majestætiske bjergkæder og dets dybe blå ocean som kulisse, bliver filmen en æstetisk fornøjelse. Lyriske stemningsbilleder af krystalklare, ultra-nærbilleder af svampe i buskadser, heste, der jages væk af en fårehund, og et baghaveprojekt af en mannequin-ridders skabelse, bygger et ømt, roligt og distanceret billede af den stillestående og splittede familie.
Men der ulmer mere under overfladen, og langsomt kommer vi dybere ind under huden på deres skjulte anstrengelser. Efter en middag skal børnene rydde bordet, men det udvikler sig til en diskussion mellem forældrene om Magnus’ hårde tone overfor børnene. Anna påstår, at de er selvstændige nok, hvorimod Magnus vil sikre at de er disciplinerede og pligtopfyldende. Scenen udgør en af de mange hverdagsmomenter, som bliver rammen for filmens handling, hvor familiens usynlige spænding subtilt kommer til overfladen.
Deres spændinger mørkner den poetiske billedside og stemningsbillederne ændrer sig: Industrielle mængder døde fisk, der drøner ned af biograflærredet, klaustrofobiske indstillinger af rustent bådudstyr eller et hønsehus, der er frosset over. De kontrasterende billeder og stillestående motiver skaber en langsommelig vekselvirkning mellem lyrik og historie, hvor man ikke kan fornemme om filmen vil bruge mere tid på at etablere en poetisk fortællestil eller et alment handlingsforløb. Det trælbinder fortællingen til en vandrende og retningsløs oplevelse, der ofte føles som en hjemmevideo, hvor man ender med at savne en egentlig historie.
Dette resulterer i en tvetydig og sløret helhedsfornemmelse, og det bliver uklart, om filmen hellere vil være en udforskning af menneskers bagvedliggende skyggesider eller en meditativ tolkning af kærlighed i forfald. Det gør det samtidig svært at finde sympati hos hvert medlem af familien, når deres egne personlige holdninger sjældent kommer til udtryk verbalt, fordi filmen forventer, at man finder dem i en fortælling og billedside, der er fortabt i sig selv.
Det er egentligt kun igennem lydsiden, at der sker en forening mellem de lyriske billeder og den vage historie, når Islands skiftende årstider og natur ledsages af empatisk og bittersødt klaverspil, hvilket fremprovokerer en pathossvøbt omfavnelse af den forsvindende, ømme og krakelerede kærlighed.
Det undskylder dog ikke, at The Love That Remains føles for meget som et hyggeprojekt af en ellers dygtig kunstner og filmskaber. Håndværksmæssigt er det imponerende, men i praksis bliver filmen poesi uden form og rytme, hvilket ellers er en skam, da filmen er en iøjnefaldende mosaik af kærlighed i opløsning.