Af Gustav Stubbe Arndal
The Kindness of Strangers begynder med en ung mor (Zoe Kazan), der stikker af fra sin voldelige mand sammen med sine to udsatte sønner… Okay, den starter faktisk med logoer fra omtrent femhundrede producenter fra Canada, Danmark, med mere. Det er i sandhed en international produktion, som Lone Scherfig har samlet til denne film – den første, hun har skrevet og instrueret alene siden Italiensk for begyndere (2000).
Og ligesom hendes danske nyklassiker er det en ensemble-film helt igennem. Næsten lige så lang som listen af producenter er listen af hovedpersoner: Udover den snart hjemløse, desperate husmor Clara har vi at gøre med en sygeplejerske og frivillig kirkearbejder ved navn Alice (Andrea Riseborough), den unge Jeff (Caleb Landry Jones), hvis hjerte er større end hans hoved, og den nyligt løsladte Marc (Tahar Rahim), der finder arbejde på en russisk restaurant.
Hvordan de alle hænger sammen ville tage længere tid at forklare, end jeg har i denne anmeldelse, men lad os bare sige, at filmens karaktergalleri krydser hinandens veje og samles omkring filmens tema om venlighed og næstekærlighed.
Selvom den tekniske side er ganske kompetent og tydeligvis havde budgettet, der skulle bruges, er der ikke meget exceptionelt at finde. Ingen billeder sætter sig på nethinden, og musikken er så lavpraktisk i sin dramatik, at man glemmer violinerne, så snart man træder ud af biografen. Skuespillet er altså i førersædet, og der er skam talent at finde.
Zoe Kazan sælger sin centrale rolle med udtryksfulde øjne og mange tvungne smil. Caleb Landry Jones er både komisk og sympatisk som den unge hjemløse med en IQ i kulkælderen. Særligt Bill Nighy som ejeren af den russiske restaurant (bare rolig, han taler ikke med russisk accent hele tiden) stråler i hver lille scene, han er i.
Han bringer også nogle af filmens gode grin. Scherfig lægger op til vittigheder mellem de mange personer, men de lander ikke altid helt rigtigt, måske fordi tonen er svær at ane. Clara og hendes børn lider af alvorlige traumer som resultat af et voldeligt familieliv, vi kun hører bidder af, men det står i kontrast med den pletfrit pæne præsentation og vittige dialog.
Filmen har egentlig mest tilfælles med Love Actually (2003). Den er lige så optimistisk og unuanceret, blot om et nabotema. Til gengæld tager The Kindness of Strangers sig selv meget alvorligt, og det er her, den render ind i problemer, for selvom filmen udfordrer sine karakterer, er barmhjertigheden næsten for uovervindelig.
“Hvad giver dig retten til at være så uforskammet? Det koster intet at være venlig,” siger Alice til sin tilgivelses-terapigruppe, og filmen lader til at være enig med hende. Men venlighed er ikke så nemt. Når systemerne ikke støtter os, når vi bliver stressede og udbrændte, når man frygter at blive snydt, kan det være meget svært at række en hjælpende hånd frem.
Skyggen af nuance viser sig, når Clara ikke tør tage til politiet, fordi hendes mand er en velanset betjent, og når frysedøden næsten indgår for nogle af karaktererne. Men det er alt sammen for rent – uvenlighed er her en personlig fejl, man nemt bare kan overkomme, og det virker ikke til at koste de hellige hovedpersoner noget. Og det gør deres storsindethed lige så tom som æstetikken.
Det er dog også til filmens fordel i dens bedste scener. The Kindness of Strangers foregår i en verden, hvor en uselvisk tjeneste vinder livslange venner, hvor en varmhjertet gestus vinder et job, og hvor retfærdigheden sker fyldest til slut. Og der er nogle vidunderlige tidspunkter i filmen, hvor man næsten tror på, at det er sandt.
Kommentarer