Af Gustav Stubbe Arndal
Hvis der er to ting, der karakteriserer Martin Scorsese som filmskaber, er det fortællinger om organiseret kriminalitet og de skikkelser, der florerer og forfalder inden for den, og meditationer om katolsk tro og skyldfølelse. The Irishman føles som en fusion af de to; en fortælling om en gammel gangster, der med en tung samvittighed overvejer livet og døden.
Gangsterens navn er Frank ”The Irishman” Sheeran (Robert De Niro), og med ham bringes vi tilbage til 40’erne, hvor han bliver altmuligmand og lejemorder for den lokale italienske mafiaboss, Russel Bufalino (Joe Pesci), og fremad igennem årtierne i gangsterlivets op- og nedture. Det hele er sammensat i en sandwich af flashbacks fra plejehjemmet til livet som korrupt fagforeningsmand, til et vigtigt road-trip i 70’erne, til et glimt af anden verdenskrig og frem igen.
Den mest håndgribelige del af den episke fortælling drejer sig om Franks tætte venskab til fagforeningsleder Jimmy Hoffa (Al Pacino), der i filmens løb sætter en kæp i hjulet på den totalt korrupte mafia-maskine og kommer i konflikt med Bufalino og hans folk.
Det lyder måske som noget, man kender ud og ind – bilbomber, bestikkelser og bosser, der beder skumle typer om at ”tage sig af den ting, vi talte om” – og Scorsese kan snart gøre det i søvne. Men der er en markant forskel fra værker som Goodfellas (1990) eller Casino (1995): De virker ikke til at have det sjovt.
Ja, det er gennemført underholdende at se på og ikke uden vittigheder, men karaktererne tager ikke del i nydelsen. Frank fortæller os en række ting, der skete i hans liv; han mindes ikke nogen guldalder, hvor alt var godt og mord var lovligt. Tragedien ved Frank er, at han er smart nok til at overleve det kriminelle liv uden at få nogen fjender, men ikke smart nok til at overveje, hvorfor han lever det liv til at starte med. Som han siger det: It’s what it is.
Det giver De Niro en kompleks rolle, men også en rolig og underspillet én. I mellemtiden stjæler Al Pacino scener som den maniske, paranoide og karismatiske Hoffa, mens Joe Pesci giver en overraskende rolig tyngde til mafiaens metaforiske farmand. Alle bliver assisteret af et velspillet galleri af biroller, heriblandt Bobby Cannaville, Jesse Plemons og Ray Romano.
Meget er blevet sagt om de digitale effekter, der gør castet yngre og ældre fra scene til scene, men det er heldigvis ikke en distraktion ud over at være forbandet imponerende. Den ”unge” De Niro er lige så autentisk som de gamle varevogne eller grammofonplader, der sælger filmens tid og sted.
Det er netop tidens gang (eller illusionen af den), der viser sig at være The Irishmans geniale hemmelige våben. De dyre computereffekter, de melankole undertoner og især filmens tre en halv times spilletid betaler sig nemlig først i filmens sidste del, hvor Frank i sine grå år forgæves leder efter meningen med det hele.
Døden hænger over hele filmen. Når bipersoner bliver introduceret, får vi i en Tarantino-agtig tekstboks at vide, hvornår og hvordan de stiller træskoene. Der er en morbid humor i at se de fede italienere på restaurant, vel vidende at de bliver bombet ihjel i sommeren 1979. Når Frank ensomt shopper efter kister og gravstene, begynder man dog at overveje, hvad der ville have stået på hans ”skilt”, og hvad han havde ment om det.
Han ville nok trække lidt på skuldrene. Han lærte aldrig at bede om nåde eller forladelse. Han har kun ét mantra: it’s what it is.
The Irishman er den type meditative og ambitiøse film, som kun en gammel, livserfaren mesterinstruktør kunne få til at virke. Og sådan er det bare.
Kommentarer