Af Marcus Uhre
Ved udgangen af årets koldeste vintermåneder kan filmverdenen for alvor begynde at skrive sig ind i det nye årti. Det samme kan skuespilleren Elisabeth Moss, der i år endelig ser ud til at få det gennembrud, som hun i allerhøjeste grad har fortjent. Hun står til at dyppe tåen i alt fra indie-filmen Shirley (2020), Taika Waititis nye fodboldfilm Next Goal Wins (2020) og Wes Andersons franske ensemble-fyrværkeri The French Dispatch (2020). Jeg håber på en tour de force uden lige, og indtil videre skuffer hun ikke i The Invisible Man.
Cecilia Kass (Elisabeth Moss) stikker af fra sin psykopatiske ægtemand (Oliver Jackson-Cohen), en førende optikforsker med røven fuld af penge og et ego, der matcher. To uger efter begår han selvmord. Derefter begynder der at ske mærkelige og uforklarlige hændelser i hendes liv. Har han forfalsket sit selvmord og fundet en måde at blive usynlig på? Ja – nøjagtig, som da han manipulerede hende i deres ægteskab, gør han det nu fra skyggerne. Og der er ingen, som tror på hende.
Universal har indtil nu ikke haft større succes med at opdatere deres klassiske monsterunivers. Ikoner som Dracula (1931) eller Frankenstein (1931) er forsøgt genskabt flere gange uden held – måske fordi de ikke rigtig vækker genklang længere. Det kan man ikke sige om den opdaterede usynlige mand, hvis fineste torturredskab indebærer den hyperrelevante gaslighting – psykologisk manipulation, der får folk til at tvivle på deres egen forstand. Det er på en måde poetisk og charmerende plat, at ingen kan se de traumer, han påfører hende. At hele verden prøve at overbevise hende om, at ‘du husker forkert, du lyver og du skal slappe af.’
I instruktørsædet sidder Leigh Whannel, som efter Upgrade (2018) viderefører sin særlige blanding af thriller, action, sci-fi og horror. Og det er måske lidt for stor en genre-cocktail, især når actionscenerne for alvor begynder at tage over i filmens anden halvdel. Man kunne sagtens have spundet guld på paranoiaen og inkluderet segmenter, hvor det i sandhed var usikkert, om ægtemanden var til stede eller ej.
Men Elisabeth Moss er der til at holde styr på det hele. Hendes psyke er et åbent sår, hendes krop er nedbrudt. Aldrig forsvinder den usynlige vægt fra hendes skuldre; hun er tydeligt brændemærket for livet med en ond, traumatisk angst. Første gang hun udforskede denne facet var i sit gennembrud som Polly i Girl, Interrupted (1999), og det er fedt at se den udvikling, som tyve år i branchen skaber og at se hende komme tilbage fra sit tv-arbejde i The West Wing (1999-2006), Mad Men (2007-2015) og The Handmaid’s Tale (2017-).
Lavinen ruller, Moss. Du har fået din Emmy, nu skal du ha’ den Oscar!
Kommentarer