Af Christine Roederer
Hvis jeg siger 2009, så husker du sikkert Avatar (2009), District 9 (2009), Invictus (2009), Up (2009), Inglourious Basterds (2009)… Ja, 2009 var et år med fyldte biografer, og der var masser at se til. Avatar slog rekorden over alle rekorder, men da det kom til den 82. Academy Award, så var det hverken Avatar eller Inglourious Basterds eller nogen af de andre ellers fantastiske film, der vandt Best Picture-statuetten.
Det var The Hurt Locker (2009). Det var en lille film af Kathryn Bigelow, der handlede om krigen i Irak. Det er stadig den dårligst sælgende film, der nogensinde har vundet bedste film ved Oscar-ceremonien, så hvis du stadig ikke har fået set den, så er du sikkert ikke den eneste.
“The rush of battle is often a potent and lethal addiction, for war is a drug.” – Chris Hedges
Kathryn Bigelow instruerede denne post-9/11-krigsfilm med håndholdt kamera og tog sit hold med til Jordan, så tæt på Irak som overhovedet muligt. Egentlig ville hun have filmet i selveste Irak, men produktionsholdet kunne ikke garantere holdets sikkerhed fra bl.a. snipers rundt omkring. Holdet bestod af den – på det tidspunkt – mere eller mindre ukendte Jeremy Renner, Anthony Mackie og Brian Geraghty.
Bigelow, som på det tidspunkt mest var kendt for Point Break (1991) og for at have været gift med James Cameron fra 1989 til 1991, stod selv for produktion og instruktion af filmen. Mark Boal, en forfatter der havde fulgt en ammunitionsrydningstjeneste under Irak-krigen, skrev manuskriptet. Det var meningen, at de ikke skulle have kendte skuespillere med i filmen, fordi det “understregede spændingen, fordi den manglende kendskab også giver en følelse af uforudsigelighed,” fortalte hun til The Times tilbage i 2009.
Renner kendte man kun fra hans arbejde med Dahmer (2002), hvor han spillede massemorderen Jeffrey Dahmer, og for The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007) samt en håndfuld indie-film gennem 00’erne. Renner fik hovedrollen som Sergeant First Class William James. Mackie var heller ikke just et navn, det mainstream internationale publikum kendt. At de begge senere ville komme med i MCU og spille Avengers hvis navneindholder fugle, er ren og skær sammentræf (hhv. Hawkeye og Falcon).
De fik alle et spark i røven i filmindustrien med Hurt Locker: Renner blev pyntet med sin første Oscar-nominering (best actor), Mackie kom ind i mediebilledet (vi husker alle Pain & Gain (2013) med The Rock), og Kathryn Bigelow blev den første kvinde nogensinde, i over 80 års Oscar-show, der fik prisen for bedste instruktør. Tag den, Tarantino.
(Og James Cameron).
“There’s enough bang in there to send us all to Jesus.”
Filmen udspiller sig i 2004 i den tørre irakiske ørken, og i stedet for en pro-amerikansk, hegemonisk diskurs, så fortæller den om livet i den amerikanske hær i en af de amerikanske lejre uden for Baghdad.
Ammunitionsrydningstjeneste har lige mistet deres specialist, Staff Sergeant Matthew Thompson (Guy Pearce) i en bombeeksplosion, og Sergeant First Class William James (Jeremy Renner) komme for at overtage stillingen. Resten af holdet, Sergeant J. T. Sanborn (Anthony Mackie) og Specialist Owen Eldridge (Brian Geraghty), er ikke så glade for James, og Sanborn joker da også på et tidspunkt med, at der kunne ske et “uheld”, som ville detonere nogle eksplosivstoffer, mens James er i nærheden…
Filmen har en slags klam – men fascinerende – realisme i den måde, den viser mennesker i krig. Der er ikke nogen decideret mission, og ikke nogen bad guy, der skal overvindes, som man ellers ser det i blockbusters eller i mange andre amerikanske krigsfilm. Det eneste mål er, at beskytte de civile og de amerikanske soldater fra Al Qaeda.
De uudtalte spændinger mellem medlemmerne af holdet er kernen i filmen. Man ved aldrig, hvornår en kamp vil bryde ud, eller hvornår de begynder at fortælle historier, der minder dem om dem derhjemme, eller hvornår de begynder at bryde sammen, fordi det psykiske pres bliver for meget for dem. De har i hvert fald mindst PTSD, og alle mulige andre diagnoser der hører til: de er menneskelige.
Kamo-tøjet, soldaterne, støvet og blodet efterlader et mylder af tanker, der minder mig om en filosofisk tekst – det er en kommentar på livet, på samme måde som Michel Foucault eller Ernest Hemingway ville fortælle den. Især den afsluttende scene, hvor James er kommet hjem fra Irak, og blevet dumpet ned i supermarkedets morgenmadsafdeling, og stirrer på flere hundrede slags muësli, Cheerios, Fruit Loops og mere i søgen efter et formål: for hvad er vores mål på denne blå, runde bold, der hænger i rummet og bliver kastet omkring en stjerne med milliarder af kilometer i sekundet?
“The older you get, the fewer things you really love”
The Hurt Locker er en film om krig – men den er mindst lige så meget en film om menneskeheden, og hvad der gør mennesker, ja, til mennesker. Hovedkarakterne diskuterer lysten til at stifte familie, nogle samler stykker af skrot fra bomber, der næsten dræbte dem, i en plastikkasse, mens andre har mareridt om det øjeblik, en anden soldat blev blæst i stykker foran dem.
Jeg har læst en del akademiske analyser af The Hurt Locker, bl.a. som kritik af den amerikanske krigsudførelse umiddelbart efter den 11. september 2001, men også som en udforskning af hvad et menneske kan klare.
Under optagelserne forstuvede Jeremy Renner sin ankel under den scene, hvor han skal bære liget af et irakisk barn. Det var over 45 grader i solen de fleste af dagene. Dragten, som Renner tog på, da hans karakter skulle afvikle en bombe, kom fra den amerikanske hær og vejede godt 30 kilo. Frustrationerne man ser på skærmen var virkelige: det var ikke nogen sjov filmoptagelse, og af de godt 200 timer, der blev optaget, blev det til 131 intense minutter, hvor man følger nogle mennesker, der bliver udsat for elementerne, menneskelighed og grusommeligheder.
The Hurt Locker fejrer sine 10 år i år, og hvis du stadig ikke har fået set det, så gør det. Jeg lover dig, den kommer til at sidde i dig nogle uger efter. Der er en grund til, at den vandt en statuette for bedste film.
Kommentarer