Af Johannes Roug

Ahh… trekantsdramaet. Den klassiske og hyppigst anvendte konvention for kærlighedsdramaer. Lige siden Prins Paris stjal Helena fra kong Menelaos i Homers Illiade, har hvert århundredes fortællere fortolket, omstøbt og perfektioneret trekantsdramaet, indtil vi nu er kommet til Frieda McFadden’s version, der involverer et rigt ægtepar, en stuepige og en masse blod. Når filmatiseringen så formår at hive to af Hollywoods mest populærere skuespillerinder ind i hovedrollerne, virker det til, at alle rammerne er sat på plads, for at filmen skulle blive et sikkert homerun. Det viser sig dog, at The Housemaid, selv på de betingelser, formår at skuffe.

Filmen starter med et sødt og ordentligt jobinterview mellem den rige Nina Winchester (Amanda Seyfried) og den overkvalificerede Millie (Sydney Sweeney), men allerede tidligt i mødet mellem de to er der tegn på ugler i mosen. Nina viser Millie hendes værelse, som kun har en lås udefra, og Millie indrømmer i sin dagbog, at hun løj om sine kvalifikationer og fortid. Efter sin ansættelse navigerer Millie sig rundt imellem flirtende blikke fra Andrew Winchester (Brandon Sklenar) og mærkelige voldsomme opførsler af Nina i en ny hverdag, der fra dag til dag kun virker til at blive mere og mere spændstig.

Men ligesom det er svært for Millie at navigere rundt i, så er det også svært for seeren. I de første to tredjedele af filmen er hele konceptet en meget rodet affære. Der bliver lagt tykt på med de typiske ’forbudt kærligheds’ klicheer i scenerne mellem Millie og Andrew, hvilket i sig selv måske ikke havde været så dårligt, hvis ikke det var for den anden halvdel af scenerne med Nina. Her skifter stemningen til meget nervepirrende og uhyggeligt, hvilket igen kan sin egen ting, men da der nærmest ingen overlap er mellem de to, så føles det som om, man ser to helt forskellige film på samme tid. De to universer bryder sammen til sidst i et stort plot twist, men der er det for sent at samle dem. Man har allerede siddet forvirret nok i halvanden time til, at plot twistet virker ufortjent. Filmens udvikling er simpelthen for uplanlagt.

Når det så er sagt, skal det også lige siges, at plot twistet og den drejning filmen tager efter, er den fedeste del af filmen. Der er lige en sidste halv time, hvor filmen ved præcis, hvad den vil. Det er også denne sidste del med blodig aktion, tå-krummende totur scener og masser af girl power momenter, der er nok til at gøre filmen en smule underholdende. Filmen har da også visse kvaliteter selv inden den sidste del. For eksempel klarer den sig godt filmisk med nogle flotte indstillinger her og der, især skuddet af en hotelopgang var mindeværdigt. Herudover fungerer Amanda Seyfreids stærke præstation som psykisk syg husmor virkelig godt, og ender også med at være det eneste spændingselement, der fungerer i filmens første halvanden time.

Men fortællingen er simpelt hen stadig for rodet til, at det skulle være en særlig fed biografoplevelse. Det er faktisk muligvis lige præcis på grund af trekantsdramadelen, at konceptet falder fra hinanden. For hvis filmen havde lænet sig tidligere ind i splatter thrillergenren, i stedet for at bruge så lang tid på ’stuepigen har en affære med manden i huset’ klicheen, så kunne det måske have været blevet til en virkelig underholdende og original splatter. Filmen ender dog desværre med at tage sig selv for alvorlig i de første to tredjedele for et rodet og klichefyldt trækantsdrama, der har The Housemaid som titel og Sydney Sweeney som hovedrolle.