Af Christian Povlsen
Det er altid en begivenhed, når Lars von Trier udkommer med en ny film. Hvad enten man er beundrer eller skeptiker, så rører hans film altid noget i en. Dette er også tilfældet med The House That Jack Built
Denne gang befinder vi os i 70’ernes Amerika. Matt Dillon spiller den OCD-ramte seriemorder, Jack. Ofte har det været kvinderne der bar fortællingerne i Lars von Triers film, men denne gang er de degraderet til ofre for Jacks modbydelige forbrydelser. Det er ikke fordi Jack kun slår kvinder ihjel, men det er igennem disse episoder, at han vælger at fortælle sin historie til den mystiske Verge (Bruno Ganz). Deres samtale sætter således rammerne for filmens meget litterære struktur, meget lig samtalerne mellem Joe og Seligman i Triers forrige film, Nymphomaniac (2013).
I det hele taget minder The House That Jack Builts opbygning og visuelle stil meget om førnævnte film. Fortællingen er inddelt i kapitler, der alle er fyldt med filosofiske digressioner og referencer til andre kulturartefakter, inklusive mange af Triers egne værker. Vores hovedperson Jack får masser af plads til at afspore fortællingen med anekdoter og betragtninger, og på den måde får vi et fascinerende og foruroligende indblik i seriemorderens (måske Triers?) tanker om verden, samt den kunst han mener at udføre igennem sine mord, i jagten på det definitive værk.
Udover Dillon og Ganz optræder en lang række skuespillere i mindre roller, primært som Jacks ofre, hvor især Uma Thurman gør sig bemærket i rollen som den insisterende blaffer i filmens morsomme åbningsscene. Filmen rummer i det hele taget en masse sekvenser, der nemt kan gå over i dansk filmhistorie; f.eks. en hjerteskærende scene hvor Jack – som en sadistisk udgave af Jørgen Skoubue – nakker en hel familie, mor og to små drenge. Men også dem af mere sortkomisk karakter, som når Jack, hver gang han skal til at forlade gerningsstedet i filmens andet kapitel, lader tvangstankerne og rengøringsvanviddet vinde over sig.
Triers nye film er blandt de mest brutale vi har set herhjemme. Den indeholder stribevis af scener, som selv den mest hærdede tilskuer har lyst til at kigge væk fra, som tidligere nævnte eksempel med familien. Når dét så er sagt så er det egentlig mere interessant at fremhæve Triers humor. Der hersker ingen tvivl om, at han er én af Danmarks sjoveste personer. Dette bekræftes kun yderligere med The House That Jack Built. Han elsker at drille og han tør italesætte de ting, vi andre ikke engang tør tænke på. Man sidder og småklukker ængsteligt i biografmørket, mens man på én gang bliver voldsomt provokeret og fascineret.
Filmens titel er en reference til børneremsen af samme navn, som blandt andet også blev brugt i Triers anden seriemorderfilm, nemlig debutfilmen, The Element of Crime (1984). Man kan derfor godt sidde tilbage med følelsen af at have været vidne til Triers svanesang… forhåbentlig er det ikke tilfældet.
Rent teknisk er The House That Jack Built nemlig blandt Triers mest ambitiøse værker, og han skubber som sædvanligt ved mediets grænser, alt imens han undersøger de mørkeste sider af menneskeligheden og sig selv. Det hele gøres på en intelligent, voldelig og kompromisløs facon. Bravo!
Der florerer masser af historier om folk som har forladt forestillinger, midt under filmen. Det må jeg på det kraftigste frabede. Kunst må gerne være ubehagelig. Det vi har at gøre med her, er et opgør med idéen om, at film skal være nemme at sluge og let fordøjelige. The House That Jack Built bliver i kroppen og vil ikke ud foreløbigt. Det er filmkunst af fineste karat og den cementerer Trier på toppen af – ikke bare dansk film – men af film i det hele taget.
Kommentarer