[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Maria Hegerlund[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Som de mindst subtile repræsentationer på dag og nat rammer Samuel L. Jackson og Ryan
Reynolds biograferne i The Hitman’s Bodyguard. Kombinationen af disse to skuespiller har
tydeligvis været et stort ønske blandt producenter med dollartegn i øjnene. Endda så vigtigt, at de glemte alt om filmisk mådehold i drømmen om at samle dette ultimative makkerpar.
I den stilede og lovende start møder vi Michael Bryce (Reynolds). En livvagt på toppen af hans karriere. Og på toppen generelt. I højt tempo og rytmiske toner gør han sig klar til sit job. Han kysser den sovende kæreste, retter sit dyre jakkesæt, sætter solbrillerne, og starter sin Jaguar. Det er blæret og lækkert alt sammen. Han skal til at sende sin rige japanske klient af sted på et privatfly.”Boring is always best”, er hans motto, som han siger, mens han vinker farvel til rigmanden. Det virker som et perfekt udført job. Lige indtil katastrofen rammer, og hans klient pludseligt bliver dræbt for øjnene af ham.
Så ser vi Bryce påtvunget sølle jobs i grimme lugtende biler for stofmisbrugende klienter, og filmens tone skrifter. De stærkt opsatte modsætninger bliver på uelegant vis smækket i hoved på en. Væk er det fede tempo, der satte The Hitman’s Bodyguard festligt i gang. Ind kommer desværre et rodet miskmask af biler, der bliver brændt eller eksploderer på stribe, maskinpistoldueller og onde russere. Og selvfølgelig også det som filmen egentligt handler om. Når den endelig kommer i gang altså. Nemlig at Bryce bliver hyret som livvagt for en notorisk lejemorder i form af Samuel L. Jackson, der foruden at spille Samuel L. Jackson, har rollen som Darius Kincaid.
Kincaid har lovet at være vidne mod den onde hvidrussiske diktator Vladislav Dukhovich (Gary Oldman), så hans elskede, og lettere komplet sindssyge kone, Sonia (Salma Hayak), kan slippe fri fra fængsel i Holland. Derfor skal han vidnebeskyttes tværs igennem Europa af Bryce, og undgå Dukhovichs evige forsyning af lejesoldater, der er efter dem hele vejen.
Endelig virker det som om filmen tager fart, og bliver til den morsomme action-buddy- comedy, der var blevet lovet. Det gør den ikke. Men den prøver skam. Den prøver virkelig. Reynolds og Jackson er tydeligvis castet efter den type, de hver især kan spille. Den sarkastiske og den rapkæftede, der møder hinanden og falder i hak som yin og yang i en sød melodi af flabet og fræk dialogudveksling. Men det sker desværre ikke. Deres kemi og komiske pingpong rammer aldrig helt plet. Det er svært at tro på, at de måske vil lærer at holde af hinanden til sidst, da de begge to er svære at holde af.
The Hitman’s Bodyguard giver heller ikke plads til den frie leg, der nok ville bringe mere liv i scenerne imellem Bryce og Kincaid. Komedien har alt for meget andet den vil. Den tilbyder en masse af god action med lange bil, båd – og helikopterjagtscener igennem Amsterdams gader. Men det er ikke skægt. Den rammer ikke den fulde virkelighedsflugt, filmen i starten tilbød.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer