Af Olivia Alleslev
Pot-imperier, politisk ukorrekthed og pikmåleri. Guy Ritchie forlader med stor rabalder Disney-dimensionen, hvor han senest (til manges overraskelse) instruerede Aladdin (2019). Nu vender han tilbage til et univers af gangstere og grovkornet humor med actionkomedien The Gentlemen.
Den sløsede privatdetektiv Fletcher (Hugh Grant) sætter sig for at afpresse kongen af marihuana-junglen, Michael ”Micky” Pearson (Matthew McConaughey), hvilket danner rammen for et virvar af mere eller mindre subjektive plottråde. Micky overvejer nemlig at træde tilbage, men som narkobaron er det naturligvis ikke så lige til, og det potentielle salg af hans imperium bliver starten på en intrigant magtkamp om at blive den næste ”alpha dick”.
Vi præsenteres (u)systematisk for stjernerækken af stereotypiske gangsterkarikaturer: den rige jøde Matthew (Jeremy Strong), den utilregnelige kineser Dry Eye (Henry Golding), den OCD-ramte højre hånd Ray (Charlie Hunnam), den altruistiske træner Coach (Colin Farrell) og ikke mindst den farligt smukke narkodronning Rosalind Pearson (Michelle Dockery). Ryst herefter posen grundigt og se, hvor de forskellige brikker vilkårligt falder, og så har du plottet til The Gentlemen.
Allerede fra start skabes kraftige associationer til Guy Ritchies kronværk Snacth (2000), der også trækker på et rapkæftet gangstermiljø og et stærkt ensemble-cast. Forventningerne til The Gentlemen udspringer da også i høj grad af disse ligheder og omsider at opleve instruktøren vende tilbage til det, han gør bedst.
Mine forventninger blev dog hurtigt sat på prøve; hvor Snatch er skarp, vittig og kompromisløs, er The Gentlemen en rodet affære, der mest af alt bærer præg af, at Ritchie bare gerne vil vise, hvad han kan. Og det er her, han spænder ben for sig selv og for filmen, for den form for show-off bliver hurtigt trættende.
Jovist er der tale om et imponerende stiliseret værk, hvor de mange tekniske effekter og den knivskarpe klipning ikke er til at kimse ad. Kort sagt er filmen redigeret på en måde, der virkelig prøver at bilde publikum ind, at de er voldsomt underholdt af dette tempofyldte, grænsesøgende gangsteropus.
Det virker næsten. Jeg ville også gerne være underholdt. I stedet sad jeg det meste af tiden og blev lidt småirriteret og fandt Ritchies udprægede praleri drænende.
Der er da på sin vis også noget imponerende over de rappe replikker, der er det foretrukne våben i The Gentleman. Jeg har også på fornemmelsen, at mange vil finde den ’fuck’-fyldte, storbandende, fallosfabulerende, rablende racistiske dialog umådelig morsom. Jeg fandt den snarere forældet, og dens politiske ukorrekthed føltes gennemtæsket og forceret, hvor det nok var tænkt som et provokerende forsøg på et opgør med ”krænkelseskulturen”.
Leveringen er ellers for det meste fortrinlig, og størstedelen af castet er en fornøjelse at følge i deres skæve udskejelser. Det er fx forfriskende at opleve Hugh Grant som både gråhåret og gultandet i en slesk karakter så langt fra sin sædvanlige charmerende charlatan.
De legesyge skuespilpræstationer og den tekniske finesse formår altså alligevel at gøre The Gentlemen til acceptabel underholdning en fredag aften, for det er uden tvivl form over indhold, der er på spil her – men formen er trods alt fornøjelig.
Én ting er dog sikkert: det er ikke den nye Snatch. Det er snarere Guy Ritchie, der ”svinger pikken” i forsøget på at fastslå sin status som ”løven i junglen”. Desværre fremstår han mere som en wannabe-provokatør med junglefeber.
Kommentarer