[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Victor Harder Hesel[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Efter at have mistet sin datter under et bombeangreb, foretaget af en mystisk terrorbevægelse ved navn ”the Authentic IRA,” må Quan Ngoc Minh (Jackie Chan), en tidligere kinesisk elitesoldat, gøre brug af al sin erfaring med brutal nævekamp og mudret guerillakrig for at hævne hendes død. Dette bringer ham på kollisionskurs med Liam Hennessy (Pierce Brosnan), et tidligere IRA-medlem, der nu lever livet som travl politiker. Begge må de konfrontere en mørk og blodig fortid, og begge bliver de rodet ind i et kompliceret net af intriger og attentater.
Med The Foreigner byder Martin Campbell (Casino Royale) på en ambitiøs, intens og decideret mørk spændingsfilm. Selvom fortællingen omhandler terrorisme og politik, er målestokken forholdsvis beskeden, og den styres derfor sikkert uden om klichéer som sadistiske superskurke med mensurar og diabolske dommedagsvåben. Historien er intim og relativt relaterbar, og dens karakterer, der måske synes lidt overfladiske ved første øjekast, bliver med tiden gjort mere nuancerede og troværdige.
Filmen har dog et par problemer, hvoraf det første er manuskriptet. Lidt for ofte må karaktererne eksplicit forklare filmens handling, deres interne relationer eller deres individuelle bag- og bevæggrunde, hvilket især ses i de Brosnan-dominerede scener. Det skurrer for eksempel i ørerne, da han må minde både sin nevø (og tilskueren) om, at selvsamme nevø er en toptrænet veteran med kompetencer inden for sporing i de irske skove. Trods manuskriptet er skuespillet dog stærkt, og hoved- såvel som biroller er overbevisende. Brosnan er medrivende som benhård politiker fanget i et moralsk morads, og det er bestemt også interessant at se Chan i en mere alvorlig rolle som sørgende og skrøbelig far.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Foreigner[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Martin Campbell[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Storbritanien, USA & Kina[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er i det hele taget en bemærkelsesværdigt ældre og mindre elastisk Jackie Chan, der uddeler øretæver, og det fungerer enormt godt. Stuntarbejdet er glimrende, og ved at skrue ned for sin ellers så genkendelige akrobatiske stil beriger Chan sin karakter med en troværdig tyngde. Desværre er filmens actionsekvenser klippet temmelig tvivlsomt. Nok er indstillingerne intense, men de er samtidig så korte og uoverskuelige, at tilskueren mister overblikket, og meget af Chans imponerende fysiske arbejde går tabt.
På samme måde formår lydsiden heller ikke at realisere sit fulde potentiale. Cliff Martinez har komponeret et soundtrack, der spænder fra lettere anonyme og generiske dybe trommer og bas til mere eksotiske og ekspressive tracks med en melankolsk hylende synth, der, når den bliver kombineret med landskabsskud, henleder den opmærksomme seers/lytters tanker på Tangerine Dreams hypnotiserende soundtrack til William Friedkins mesterværk Sorcerer (1977). Desværre vægter filmen disse to musikalske yderpoler ganske kedeligt, hvor sidstnævnte synth stort set kun bruges til korte etableringsskud, og de førnævnte trommer og bas dominerer størstedelen af filmen. Dette hjælper med at opbygge filmens trykkede, sprængfarlige stemning, men musikken formår aldrig at blive andet end tilbehør til filmens billeder. De mere ukonventionelle numre får ikke lov til selv at deltage i historiefortællingen, og seeren bliver ikke ansporet til refleksion, så meget som han bliver holdt i hånden.
Trods et bundsolidt fundament lader det desværre til, at The Foreigner ikke helt formår at udnytte sine egne styrker. Solide skuespilpræstationer undermineres til tider af klodset dialog; unik og uhyre stemningsfuld musik hengemmes til sceneskift; og actionsekvenser med verdens bedste stuntman klippes, så halvdelen af det fysiske skuespil samt tilskuerens overblik går tabt. The Foreigner havde forudsætningerne til at kunne blive en klassiker, men må affinde sig med ”blot” at være rigtig god.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer