Af Bella Juncker

Med supersuccessen fra forrige uge, James Gunn’s Superman (2025), kommer The Fantastic Four: First Steps nu og forsøger at afløse superheltens plads i biografen. Matt Shakman, der var instruktøren bag Marvel-hitserien Wandavision (2021), står for at inddrage de fantastiske fire i den store Marvel-familie. Om filmen har, hvad der skal til for at blive ligeså populær som denne sommers Superman, det må tiden vise. 

Med The Fantastic Four: First Steps udvider Marvel på det multivers, der efterhånden blev præsenteret for snart 10 år siden i Doctor Strange (2016), og som senere har spillet en central rolle i The Multiverse Saga, som Marvel har navngivet deres fase fire, fem og seks. Filmen udspiller sig på en alternativ Jord-828 i forhold til den Jord-616, vi kender fra de tidligere Marvel-film, og er desuden sat i tidsperioden 1960’erne.

I filmen møder vi den fantastiske familie, der består af de fantastiske fire, ledet af den geniale videnskabsmand Reed Richards (Pedro Pascal), samt hans kone Sue Storm (Vanessa Kirby), hendes bror Johnny Storm (Joseph Quinn) og Richards’ bedste ven Ben Grimm (Ebon Moss-Bachrach). I filmen har familien allerede fået deres kræfter og er blevet kendte i hele deres verden. Livet går godt, imens Reed og Sue netop har fundet ud af, at Sue venter barn. Men skår bliver slået i glæden, da The Silver Surfer (Julia Garner) kommer til deres jord og advarer om Galactus’ (Ralph Ineson) kommen og deres snarlige undergang. Nu må familien stå sammen endnu engang mod en fjende, hvis styrke de aldrig har stået overfor før. 

Meget hviler på skuldrene af denne film, det er tydeligt. Det er derfor skuffende at opleve et skævt tempo, særligt med en forhastet første akt, der er alt for fikseret på at forklare sit publikum om, hvem de fantastiske fire nu lige er, i stedet for at lade historien tale for sig selv. 

Gennemgående er der tydeligvis fokus på familieværdier og de nære relationer, gennem hovedkaraktererne, der i bund og grund alle er vellidte og nemme at holde af, særligt takket være nogle charmerende og gode skuespillere, der klart er filmens største styrke. Alligevel ofrer filmen desværre ikke meget tid til at udvikle deres karakterer eller relationer til hinanden, der ellers er nødvendigt for at bringe substans til fortællingens familieelement. 

På mange ledder og kanter kan det virke til, at den her film godt kunne have brugt lidt ekstra tid i produktionen, for selvom man godt kan ane, at hjertet er med et sted i filmen, så virker det som et forhastet værk, der først og fremmest skal være et led i Marvels større fortælling. Det havde klædt filmen at bringe mere tyngde til den ellers karismatiske familie, for der mangler simpelthen flere langsommere og mere menneskelige stunder imellem dem. Derfor man kan kun håbe på, at Marvel giver sig bedre tid til at nuancere karaktererne i de kommende film, som de virker mere optagede af at tease.