Af Johannes Roug

Med The Drama lyder startskuddet på Robert Pattinson og Zendayas delte filmår, og sikken en start det er. 2026 byder nemlig ikke bare på duoen i The Drama, men også i de fremtidige blockbusters; The Odyssey  og Dune Part 3, som, på trods af de høje forventningerne til dem, stadig virkelig skal stramme sig an for at møde det niveau, The Drama begynder året med. For selvom filmen ikke kan konkurrere med de to andre i spektakel, så har den en utrolig tæt personlig fortælling, som er stærkt resonerende, tåkrummende og aldeles veludført.

Fortællingen starter i en glædelig optakt til Charlie (Robert Pattinson) og Emmas og (Zendaya) bryllup. Der bliver forberedt taler, øvet danse og bestilt fotograf. Alt ser romantisk og idyllisk ud, indtil der til en forberedelsesmiddag med forloverparret Mike og Rachel (Mamoudou Athie og Alana Haim) bliver delt nogle hemmeligheder, som sætter det hele over styr.

Det er noget alle kan frygte i optakten til sit bryllup. At sige eller gøre noget, som sætter rod i alt, bare få dage inden det, der skulle have været sit livs bedste dag. Det er derfor også et mål for The Drama at sørge for, at alting er utroligt relaterbart, så publikum kan spejle sin egen frygt, for lignende situationer, i filmen. Det fungerer super godt, og det har virkelig lykkedes filmen at holde sig virkelighedsnært. Det gælder dialogerne, opførslerne, lokationerne, følelserne og alt resten, som bare er så nemt at leve sig ind i. Det er ting, man har set eller kender til fra den virkelige verden, også selvom filmens præmis bliver sat lidt på spidsen.

Det skal tilmed siges, at skuespillerpræstationerne er et vigtigt bidrag til filmens indlevelse. Den naturlige kemi mellem Pattinson og Zendaya er det bærende element i filmen. Men især Alana Haims præstation som Rachel står ud, da hun virkelig formår at portrættere den veninde, man hader at være uvenner med, og som i særdeleshed skaber opbakning hos hovedkaraktererne, fordi hun selv fremstår så tarvelig.

En af de få kritikpunkter, man kan have til The Drama, er den anden side af filmens tveæggede sværd af virkelighedsnær genkendelighed, nemlig mangel på spektakel. Fordi filmen i den grad satser på at være relaterbar, forbliver den også ret realistisk. Det betyder, at klimakset, som filmen bygger meget anspændt op til hele vejen igennem, ikke er så kaotisk og sensationel, som man havde ønsket, og i stedet ender med at blive en smule tamt.

Det betyder dog ikke, at følelserne ikke sidder helt ude på tøjet i løbet af den afsluttende akt alligevel. Filmen er god til at tydeliggøre, hvor meget der står på spil for hovedkaraktererne, selvom der ikke sker noget visuelt spektakulært. Her skal instruktør Kristoffer Borgli have ros for at fange og iscenesætte den meget menneskelige panik, der kommer af usikkerhed, som både Pattinson og Zendaya udstråler meget troværdigt på hver deres måde.

Derved kommer man tilbage til skuespillerduoen, der med deres prægtige indsats, helt bestemt bliver kernen til filmens succes. Man spørger derfor sig selv, hvorfor de to stjerner ikke har stået sammen på den store skærm før nu, da de hver især får en af deres karrieres bedste præstationer ud af hinanden. Det er til gengæld en fejl, der i år bliver godt og grundigt fikset af Hollywood. Og hvis The Drama er en indikator for, hvad der er til gode, så er der ikke andet for end at glæde sig til, at Robert Pattinson og Zendaya genforenes i The Odyssey og Dune Part 3