Af Rasmus Bay Kruse Thomsen
Sir Ridley Scott, har gennem tiden markeret sig som en af verdens største instruktører, særligt med de genredefinerende klassikere, Alien (1979), Blade Runner (1982) og Gladiator (2000). Selvom han hyppigt udvider sin filmografi, er det dog efterhånden længe siden at han har udrettet noget decideret mesterligt, med det seneste bud formentligt værende The Martian fra 2015.
Siden er hans senere film ”forfaldet” til godkendte men langt fra skelsættende værker, heriblandt House of Gucci (2021), The Last Duel (2021), Napoleon (2023) og Gladiator II (2024). Spørgsmålet er om den nu 88-årige instruktørs nyeste film, The Dog Stars – baseret på romanen af samme navn – markerer en Ridley Scott-renæssance, eller tilslutter sig hans katalog af nylige habile men mindre mindeværdige værker.
I The Dog Stars, følger vi en mekaniker ved navn Hig (Jacob Elordi), i et postapokalyptisk samfund, hvor det er alle mand for sig selv. På sin søgen efter noget, der bare nogenlunde kan kaldes en hverdag og et liv, er han hjulpet på vej af sin kliniske makker Bangley (Josh Brolin), samt af en mand og sin datter, portrætteret af de altid dygtige Guy Pearce og Margaret Qualley.
Til trods for hvad man kunne tro om ud fra præmissen, er dette ikke et værk med tungt actionfokus. Scott lader til at være mere interesseret i at udforske tematikker om håb, menneskelig forbindelse og samfundssyn. Besynderligt, tilbyder filmen dog meget få svar til emnernes akkompagnerende spørgsmål.
Her er overfladiskheden heller ikke hjulpet af vores protagonist, som er forbavsende sanitær, med meget få fejl eller svagheder til at virkeliggøre karakteren. Dog skaber hans rene hjerte en komplimenterende kontrast til en verden som ellers er lovløs og kynisk. En verden som Scott desuden rent visuelt præsenterer imponerende, men som på et narrativt plan føles underudforsket. Udforskningen føles rodet med besynderlige beslutninger fokusmæssigt. Flere af filmens stærkeste sider fremstår fremskyndet, mens andre dele er unødvendigt langtrukkent.
I manglen på nuanceret tematik, karakterisering og tempodiktering står værket ikke på et særligt stærkt dramaturgisk fundament, og må derfor læne sig tungt op ad sine fotografiske styrker for at hæve niveauet af den samlede oplevelse. Dét er dog heldigvis noget man kan altid kan regne med hos Sir Ridley Scott. Samtlige præstationer af det stjernespækkede cast står knivskarpt. Den begrænsede action er dertil underholdende, og æstetikken er fængslende.
De primære lokationer er givet nydeligt fokus, nærmest håndteret nænsomt som reelle karakterer i filmen. Higs hjem i Colorados natur er realiseret med et niveau af ynde, der fylder seeren med en følelse af ro, man ikke skulle tro var muligt i en postapokalyptisk thriller. I glimrende kontrast står den nærliggende forladte metropol, Denver, som er varslende, ubehagelig og hjemsøgende. Kontrasterne mellem miljøerne bærer åbenlyse paralleller til filmens tematikker om menneskelighed og samfund på dragende vis. Æstetikken heri skaber en vidunderligt intim oplevelse, med et uventet niveau af menneskelighed, bedre udtrykket sanseligt end tematisk eller narrativt.
Samlet set, tilslutter filmen sig samme habile kaliber som Scotts nyere værker, uden at finde tilbage til hans storhedstid. Værket står skarpt på lærredet, og historien deri bygger på mange interessante ideer, der dog ikke behandles skarp nok til at opnå noget decideret mesterligt. Givet at Scott er langt over pensionsalderen, kan man dog argumentere for, at det er uretfærdigt at forvente mere i året 2026. At instruere fem habile ”blockbusters” på seks år er trods alt i sig selv en succes de fleste instruktører ville værdsætte – men så igen, er Sir Ridley Scott ikke ”de fleste” instruktører.