Af Josephine Zabeo-Persson
How many chicks have you fucked so far?
Three.
No, not today, on the tour?
Oh man, I lost count after that gang bang in Salt Lake City.
That was fun.
Der er en ny biografisk bandfilm in town. Denne gang om glam-metal bandet Mötley Crüe og deres hedonistiske livstil. Der er sex, drugs and Rock’n’Roll for alle pengene i Netflix’ The Dirt.
The Dirt er baseret på selvbiografien af samme navn om Mötley Crüe. Vi følger bandets medlemmer: Vince Neil (Daniel Webber), Nikki Sixx (Douglas Booth), Tommy Lee (Machine Gun Kelly) og Mick Mars (Iwan Rheon) fra små scener i 80’ernes Los Angeles til verdensomspændende turnéer.
Når Mötley Crüe smadrer hotelværelser, slås og sniffer coke fra alle overflader, er det bandets hårdtprøvede manager, Doc McGhee (David Costabile), der opsummerer bandet bedst: ”Mötley Crüe did stupid things because they were Mötley Crüe”. Nyhedsværdien ved filmens evige coke-gilde og dumhederne, der følger med disse, mister hurtigt sin effekt, og man kan til tider savne noget substans bag de formålsløse ekstremiteter.
Det er ikke uvant for instruktør Jeff Tremaine at lege med grænser. Han er en af skaberne bag Jackass og har instrueret deres groteske, men altid underholdende udskejelser. The Dirt rummer den samme glæde ved provokationskunsten – filmen åbner med bare bryster, ild i læderjakker og sprøjteorgasmer i springvandsstørrelse.
Mötley Crüe er larmende, teatralske og aldrig underspillede; det samme kan man sige om filmens skuespil – tænk sæbeopera møder Rock’n’Roll. I en af filmens tidlige scener får Nikki Sixx udleveret sit nye identitetskort med tilsvarende nyt navn, hvorefter han på dramatisk vis brænder det gamle midt på borgerservice. Filmen spørger: Har du forstået, hvor skelsættende et øjeblik navneændringen er? Er du sikker? Lad os lige sige det med flammer for en sikkerheds skyld.
Filmens vindende greb er dens brug af selvrefleksive fortællere. Fortællerrollen går på skift mellem bandmedlemmerne. The Dirt er bevidst om den biografiske films evige vægtning af virkelighed overfor den gode fortælling. Mick Mars kigger ind i kameraet i en scene og siger: ”This didn’t actually happen”, hvilket er så dejligt befriende og uhøjtideligt i en filmgenre, der ofte profeterer kendisser og det liv, de levede.
The Dirt er upassende, underholdende og overgjort. Herefter tilsat et lækkert soundtrack og masser af læder. Lad dig endelig forarge, det vil glæde Mötley Crüe.
Kommentarer