Af Oskar Stone
Rygterne har floreret i årevis. Adskillige subreddits, lækkede manuskripter og agentsladder har opretholdt håbet om en genforening af de Prada-klædte stjerner. Manuskripter, projekter og drømme er blevet makuleret flere gange end dokumenter i Succession (2018), men nu er efterfølgeren her endelig, som udfolder sig i skræddersyede designerkjoler og nostalgisk stjernestøv.
Det er knap 20 år siden, den højtelskede The Devil Wears Prada (2006), baseret på romanen af samme navn, vandt vores hjerter. Sidenhen er den efterhånden blevet en moderne rom-com klassiker, som er ældet lige så godt som en godflaske fed bourgogne, der kun har vundet kvalitet med årene. Det samme kan man i øvrigt tilføje om den returnerende kvartet, der ikke synes at have ældet mere end et par år. Hollywood-magi. The Devil Wears Prada 2 er alt, man kunne have forventet – og mere til.
Da den tidligere Runway-assistent, nu prisvindende journalist, Andy Sachs (Anne Hathaway) bliver fyret, grundet nedskæringer og AI-prioriteringer, falder en gylden mulighed ned i skødet på hende: et job som redaktør på arbejdspladsen, hun forlod 20 år tidligere.
Den længe ventede genforening med sin ikoniske chef og traumetrigger, Miranda Priestly (Meryl Streep), går dog ikke helt som forventet. På bedste Miranda-manér genkender hun ikke sin tidligere Emily og må få sin hukommelse genopfrisket af den loyale Nigel (Stanley Tucci). Runway er ramt af en PR-skandale efter et samarbejde med FastFash – et firma, de svor, de ikke vidste var begravet i sagsanlæg og børnearbejdere. Sammen må de rette op på den synkende skude, ikke mindst ved at få styr på deres største annoncebidrager, Dior, nu ledet af ingen ringere end Emily (Emily Blunt), Andys tidligere ærkerival. De fantastiske fire finder sammen igen og navigerer i en ny verden domineret af AI, ”clicks” og kampen om opmærksomhed.
Noget af det, der gjorde den første film så speciel, var persongalleriets velskrevne karakterer, og deres naturlige, elektriske kemi. Der skal derfor ikke meget mere til end en enkelt scene, hvor stjernerne er samlet igen, før filmen flyver over skærmen i samme tempo som sin forgænger. Kemien blandt Runway-ikonerne stråler gennem skærmen, som havde de drukket mimosaer i solen hver søndag siden premieren i 2006.
Meryl Streep falder tilbage i rollen som herskesyg modediktator så let som ingenting, med elegant charme og fantastiske oneliners. Anne Hathaway og Stanley Tucci følger trop og skaber en tidslomme til 00’ernes vidunderligt platte og overfladiske verden, som stadigvæk har magi i sig. Emily Blunt stråler også, med sin over-the-top britiske accent og hævngerrige motiver, der driver et pænt sagt forventeligt tyndt narrativ frem. Der er desuden også flere celebrity-cameos end der er statister i Mel Gibsons Braveheart (1995) med alt fra NBA-stjerner, modemoguler og musikere.
Montageskud af en slentrende Anne Hathaway i Prada-outfits og høje hæle gennem New Yorks gader, akkompagneret af et strålende soundtrack, ledt af Lady Gaga, Charli XCX og Madonna, der skriger Sex and The City og girl-power, fik mig næsten til at klappe med fingerspidserne i salen. Det er så ekstra, og jeg elsker det.
Kostumerne og moden generelt er i top. Fantastiske outfits, kjoler og hengemte product-placement-beklædninger fungerer som hånd i handske i universet, hvor hver eneste scene føles som en catwalk forklædt som fortælling.
Det kan føles en smule ambivalent at skulle få sympati med Runway-bladet, som hylder luksusvarer, kapitalisme og uregerlige priser, hvilket på mange måder også bliver filmens hæmsko. For selvom den flirtende leger med kritik af modeindustriens excesser, ender den ofte med at pakke dem ind i så meget glans og glamour, at bidet forsvinder.
The Devil Wears Prada 2 har ikke særlig meget nyt at tilføje, selvom den ihærdigt (og forgæves) forsøger at lege med alt fra cancel-kultur, AI-kampen og tidens digitale mediekamp.
Hvor dens forgænger faktisk besad et dybere spektrum af følelser og overvejelser om arbejdslivets pris, ambitionens bagside og den stille erosion af et menneskes værdighed i jagten på anerkendelse, kan det samme ikke siges i denne omgang.
Til trods for nogle åbenlyse mangler er The Devil Wears Prada 2 en sjælden fornøjelse, når man først køber ind på præmissen og nyder det overpolerede Hollywood-virvar af luksusbrands og affektionsværdi.