Af Viktor August Mortensen
Oven på sin instruktørdebut fem år forinden, vender tidligere skuespiller, Maggie Gyllenhaal, tilbage til instruktørstolen. I hendes nye værk, The Bride! (2026), har hun udskiftet sit forrige moderne drama med en nymoderne fortolkning og et udråbstegn i titlen. I sin fortolkning af Bride of Frankenstein (1935) har hun valgt at tage Jessie Buckley med fra sit forrige værk, The Lost Daughter (2021), der med sin nylige oscar-nominering i rygsækken, indtager rollen som den titulære brud.
I 1930’ernes Chicago støder vi på en gammel kending, Frankensteins monster, der nu har opkaldt sig selv efter sin skaber, til mange overforklarende typers skuffelse. Frankenstein (Christian Bale), som er både udødelig og ensom, søger hjælp fra en ekspert i genoplivning, Dr. Euphronius (Annette Bening), til at genoplive den døde Ida (Jessie Buckley), så han kan få sig en brud.
Forholdet mellem de to genoplivede mennesker udvikler sig voldsomt, på andres bekostning, og de finder sig pludselig på flugt fra både mafiaen (fremført af en altid karismatisk Zlatko Buric, der må føle sig særdeles hjemme i rollen) og politiet, i ægte Bonnie & Clyde-stil. Tilstedeværelsen af både mafiaen og politiet som antagonister virker dog en tand i overkanten, og man kunne nok godt nøjes med den ene af de to.
Det er forfriskende, at denne film ikke blot er endnu en klassisk Frankensteinfortælling, som vi fik allerede sidste år med Guillermo Del Toros Frankenstein (2025). Men det bliver også svært ikke at sammenligne Jacob Elordis portrættering af monsteret med Christian Bales. Elordis følsomme præstation som det misforståde monster var rørende og udseendet var lige så fængende som det var skræmmende. I denne omgang er monsteret mere endimensionel, til fordel for hovedpersonen, og ligner mere et normalt menneske med lidt ar her og der. Og så kan Christian Bale ikke beslutte sig for, om han skal tale med amerikansk, eller østeuropæisk accent gennem hele filmen. En lidt skuffende portrættering, af en stor figur fra fiktionens verden.
Højdepunktet i filmen bliver i stedet hovedpersonen Ida, eller som døbt efter genoplivningen: The Bride. Jessie Buckleys karisma er enormt betagende og hun brillierer i at vække rollen til live – bogstaveligt talt. I filmen optræder Frankensteins oprindelige forfatter, Mary Shelley, også – ligeledes spillet af Jessie Buckley. Som The Brides alternative personlighed i en slags Dr. Jekyll and Hyde-konstellation skaber det en markant dualitet i karakteren, som Buckley håndterer med stor finesse og kreativitet.
Det kan for det meste også mærkes på Gyllenhaals vision, at der er en grund til at filmen er opkaldt efter netop bruden, og ikke hendes ellers mere kommercielt attraktive mand. Parrets flugt tager nemlig bagsædet undervejs i fortællingen, så fokus kan hvile på The Brides egen identitetsdannelse. Det er modigt og interessant, men derfor også meget skuffende, når Gyllenhaal så alligevel ikke formår at holde fast i den fortællertilgang hele vejen igennem, hvilket svækker det samlede indtryk.
Det ikke kun plottets principper, der til tider er modstridende, men også den visuelle stil. Billedet skifter konstant mellem det høje IMAX-format og standardbredformat. Det er ikke uhørt at moderne film skifter formatet når dialogscener overgår til tunge action sekvenser, men her sker skiftet på distraherende vis midt i scenerne.
The Bride! er en spændende nyfortolkning. Bonnie & Clyde-fortællingen er til tider smuk men en genial præstation af Jessie Buckley trækkes ned af en svag indsats fra Christian Bale. Det er forfriskende, at instruktører tør at ændre på 100-år gammelt materiale, men så skal de også holde ved det, hele filmen igennem.