Af Rasmus Bay Kruse Thomsen 

Den 20. Maj 2026 blev finalen af The Boys udgivet, og sluttede hermed et 7-årigt dynasti som en af de mest populære serier dette årti. Seriens præmis som en nihilistisk satirisk fortolkning af superhelte, kombineret med en stærk kritik af kapitalisme, landede på det helt perfekte tidspunkt. Serien udkom nemlig samme år som Avengers: Endgame (2019), ansigtet af superheltegenren, som har domineret Hollywood siden Iron Man (2008). Snart 20 år senere, ser vi nu begrebet superhero fatigue blive brugt til at beskrive publikums udmattelse af genren. Her er det enormt forfriskende at se et værk som The Boys, der fylder den væsentlige rolle af satire.

The Boys følger Hughie (Jack Quaid), et helt almindeligt menneske i en verden, hvor superhelte lever som Hollywoodstjerner. Det er indtil han møder den kyniske Butcher (Karl Urban), som langsomt afslører, hvor moralsk korrupte superhelte i virkeligheden er. Med assistance fra en håndfuld andre rebeller, begiver den titulære gruppe sig ud på en umulig mission om at stoppe en befolkningsgruppe som er langt stærkere end dem selv. 

The Boys etablerer øjeblikkeligt en enormt distinkt og karikeret stil, fyldt med grov og umoden humor, chokfaktor, og actionsekvenser så voldelige at man ikke ved om man skal grine eller græde. Disse artistiske valg kan nemt falde flat i eksekvering, men showrunneren, Eric Kripke, forstår at benytte absurditet på sådanvis, at seeren nemt fanger dét glimt i øjet serien har, fremfor at himle med sine egne. Kripke har før vist dette talent, specifikt som showrunner for Supernatural (2005-2020), der ligeledes balancerede selvironi, absurditet og spænding. Kripkes stærke instinkter er suppleret af et virkelig dygtigt cast, med Karl Urban, Chace Crawford, Jensen Ackles og Antony Starr, der især står som højdepunkter. 

Alle disse faktorer kulminerede i tre virkelig stærke sæsoner, der var ligeså morsomme som de var spændende. I sæson 4, tilgengæld, ser vi langsomt værket begynde at falde fra hinanden. Selvom Kripke gør et godt stykke arbejde med at holde seriens stil og tone stabil til seriens ende, ligner han her en forfatter, der er ved at løbe tør for idéer. Denne sæsons historie er domineret af forudsigelige udviklinger, overfladisk karakterarbejde, og trætte fortællerværktøjer. Sæsonen slutter dog på en interessant cliffhanger, som hinter mod en dramatisk afsluttende sæson. Dette løfte hjalp serien med at beholde momentum trods kritisk respons, men med den afgørende sæson nu udgivet, er der ikke flere løfter at gemme sig bag længere. 

I sæson 5 ser vi Kripkes værste vaner fra den forrige sæson vende tilbage i endnu større stil. Kripke lader slet ikke til at vide, hvad han skal stille op med sine karakterer. Dette reflekteres både i, hvor lidt opmærksomhed adskillige af karaktererne får, samt måden de uopfordret flip-flopper mellem motivationer på. Det er desuden tydeligt at Kripke primært har beskæftiget sig med episodiske tv serier, som Supernatural, i eksekveringen af denne sæson. Kripke træffer nemlig allerede i første afsnit af sæson 5 den besynderlige beslutning af at vende historien tilbage til sin status quo, efter at have lovet seere konsekvenser fra fjerde sæsons udviklinger. Denne sæson fremstår også overraskende billig, med actionsekvenser primært reduceret til små indendørslokationer, som desværre gør skalaen af action undervældende lav. 

Siden Trumps genindsættelse i det hvide hus, har de samfundskritiske elementer også taget et dyk. Politisk satire har altid været en del af seriens DNA, men det var altid eksekveret på en organisk måde for universet. Her, med hovedskurken Homelander (Antony Starr) som en allegori for Trump, er alle nyancer af subtilitet forsvundet, og de meget direkte referencer til det politiske klima i USA er decideret distraherende. 

Der er dog plads til højdepunkter, særligt i form af karakterafslutninger, men selv disse vignetter falder desværre fladt, da de sidste to sæsoner savner grundigt karakterarbejde og setup. Sæson 5 havde endda chancen for at råde bod på mange af den forekommende sæsons fejl, men prioriterer på frustrerende vis i stedet den klassiske formulariske fortællestruktur, med kun de sidste to afsnit egentlig følende som en del af en afsluttende sæson. 

Det mest slående ved sæson fem, er dog hvordan serien lader til at have mistet sin egen identitet. Efter at have brugt de første tre sæsoner på at gøre grin med dé klichéer vi forbinder med  Marvel, såsom deres overforbrug af gæsteoptrædener og referencer, fanservice, crossovers og ikke mindst spinoffs for at udvide universet, fylder præcis disse elementer enormt meget i den afgørende sæson. Det bliver især eksemplificeret i det penultimative afsnit af serien, som er en decideret backdoor pilot, altså, et afsnit i en eksisterende serie, dedikeret til udelukkende at skabe interesse for en fremtidig spinoff– en skuffende måde at afslutte sin serie på.

Kneb som disse er præcis dem som Marvel har benyttet sig groft af, og blevet kritiseret for, givet hvor dovent og gennemskueligt det er. Det er særligt skuffende at se fra en serie som The Boys, som skabte meget af egen popularitet ved netop at satirisere og parodiere de konventionelle genretræk forbundet med mainstream superheltefiktion. The Boys er hurtigt gået fra at præsentere sig selv som det sorte får for sin genre, til nu bare at være endnu et medlem af flokken. Det handler naturligvis til dels også om at magtforholdet mellem værket og dets genre er skiftet væsentligt. Nu hvor The Boys fylder ligeså meget i superheltegenren som dé værker de tidligere har satiriseret, er de ikke længere et værk, der skubber opad, men er nu med til at sætte normerne for egen genre. 

Til trods for alle disse lavpunkter i seriens senere halvdel, slutter serien heldigvis stadig et ligeså tilfredsstillende sted som fans fra de første par sæsoner kunne turde håbe på. The Boys formår ikke at lande slutningen som man kunne have håbetpå for så unikt et værk som det er nu, men lykkes i det mindste i at få os helskindet over målstregen. Takket være seriens unikke stil og humor, deres skarpe satire, og mærkværdige action, vil The Boys formentlig stadig huskes som et positivt bidrag. Med den kommende Vought Rising–serie, hænger universets mindevære dog stadig i luften. Her kan man kun håbe, at serien kan genfinde de kvaliteter, der gjorde universet særligt i det første tilfælde.