THE BEGUILED: Sofia Coppola vender klassisk western på hovedet

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Af Cecilie Grivne Høier

[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Året er 1964 og USA splittet af borgerkrigen. I Virginia står Martha Farnsworths (Nicole Kidman) pigeskole næsten tom; kun læreren Edwina (Kirsten Dunst) og en håndfuld elever, deriblandt Amy (Oona Laurence) og Alicia (Elle Fanning), er tilbage.

 

Da Amy skal plukke svampe i skoven, møder hun den hårdt sårede John McBurney (Colin Farrell), en korporal i nordstaternes Union-hær, der er flygtet fra de nærtliggende kampmarker. Amy bringer ham tilbage til skolen, hvor kvinderne i første omgang ønsker at efterlade ham til Konføderationens soldater, men hurtigt bliver enige om, at han ikke vil overleve længe i sin sårede tilstand. De vælger derfor at lade ham blive, indtil han er rask igen.

 

Den nye, mandlige gæst skaber hurtigt furore i huset, og den charmerende irer forfører langsomt de kvindelige beboere en for en. Især den propre Edwina falder hårdt og hurtigt for korporalen, der tilsyneladende oprigtigt har følelser for hende, samtidig med at teenage-rebelske Alicia har svært ved at holde sig fra ham. Dog forvandles spliden i huset til desperation og frygt, da Johns løgne og sande natur begynder at vise sig.

 

The Beguiled, der på dansk kan oversættes til ”de fortryllede”, er baseret på en bog fra 1966, og har før været filmatiseret i 1971. Nu er den kommet i en ny, mere stilfærdig udgave af Sofia Coppola.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Beguiled[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:4-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Sofia Coppola[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]På papiret ligner The Beguiled en fantastisk film, med temaer som seksuel undertrykkelse, mandens manipulation og kvindens hævn. Og der er visse ting, som fungerer rigtigt godt: Colin Farrell er eminent i sin rolle som kvindebedåreren John, og han formår at skabe en karakter, der er både charmerende og underliggende manipulerende. Især hans venskab med en af de yngste piger i huset, Amy, er virkelig velfungerende, og Oona Laurence gør det fantastisk som den godhjertede, men alvorlige pige.

 

Filmen har nogle smukke naturbilleder; nogle gange lidt for mange, men overordnet fungerer parallellen mellem krigens indtrængen i den ellers uforstyrrede natur og Johns indflydelse i huset ganske udmærket. I ægte Sofia Coppola-stil er lyset ultrablødt og diffust, og det giver en perfekt næsten kvælende kvalitet. Den højtidelige alvor, der gennemtrænger filmen, løfter den på visse tidspunkter op på et højere niveau, især når det kombineres med mere hårdtslående følelser som frygt og trauma.

 

Men, men, men. Det hele er ikke diffust lys og Colin Farrells velskabte ansigt. For mens Coppola tydeligvis har satset på en underspillet, behersket fortælling, bliver filmen også en anelse for underspillet og behersket.

 

Gennem filmen kommer vi aldrig rigtig ind under huden på karaktererne. Dette lider især Nicole Kidmands karakter under. Også Fanning når aldrig at blive helt troværdig. Vi får heller aldrig et intimt indblik i de fleste af kvindernes forhold til John, hvilket får forførelsen til at klinge lidt falsk.
Faktisk føles det til tider næsten som om, der lægges op til, at det er John, som bliver forført af kvinderne, og at vi skal have ondt af ham – på trods af at han lyver og manipulerer af egne selviske grunde.  Dette kunne have været en interessant dobbelthed at spille på, men filmen formår aldrig rigtig at kunne jonglere begge vinkler.

 

The Beguiled har været ret omdiskuteret, da Coppola har valgt at fjerne den originale fortællings to sorte karakterer. Den ene var en slavekvinde i huset, og den anden var Edwina, der egentlig var halv sort, efter sigende fordi Coppola ikke ønskede at fremstille afro-amerikanske kvinder i et nedladende lys.

 

Den gode bagtanke ender dog med at blive en bjørnetjeneste, da filmen er så solidt plantet midt i den amerikanske borgerkrig, der netop omhandlede slavernes rettigheder. At fjerne de sorte karakterer fra historien er at fjerne en central dimension af både narrativet og af karaktererne. Var Edwina forblevet sort, ville det have tilføjet en dybde ikke blot til karakteren, men også til hendes forhold til eleverne, der ikke helt respekterer hende, til hendes reaktion til Johns forførelse og senere hans svigt, samt den skærende følelse af stille sorg og accept, der gennemsyrer karakteren.

 

Der er bestemt glimt af storhed i The Beguiled. Der er scener, hvor skuespillet sidder lige i skabet, og hvor man føler frygten, håbløsheden og sorgen helt ind i sjælen. Og trods de negative aspekter er det ikke en dårlig film; men kombinationen af den tematiske overfladiskhed og manglen på karakteruddybning gør desværre, at personerne forbliver endimensionelle, og temaerne aldrig helt når ud over skærmen. Derfor formår filmen aldrig helt at leve op til sit potentiale, hvilket er en skam, for når The Beguiled er god, er den rigtig god.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer