Af Gustav Stubbe Arndal
Den sjoveste del af The Ballad of Buster Scruggs må have været at lave den. Coen-brødrene er nået til det punkt i deres karriere, hvor de laver de film, de har lyst til, og det er fascinerende at se, hvad de to mestre gør, når de får frie tøjler. Man kunne måske kalde det en skam, at den endte på Netflix i stedet for det store lærred. Men den lille skærm bortriver lidt af de amerikanske landskabers storhed, og det er på sin vis meget passende.
The Ballad of Buster Scruggs er ikke en almindelig spillefilm, men en samling af seks kortfilm, som alle foregår i Det Vilde Vesten. Den eneste forbindelse mellem dem er en fiktiv novellesamling af samme navn, som bladres igennem, når én slutter, og den næste begynder, med en illustration for hvert afsnit – som om karakterernes skæbne allerede er bestemt.
Med denne historie-i-historien præsenterer Coen-brødrene western-verdenen, som vi alle kender den. Der er banditter, bankrøverier, skrigende indianere, diligencer, osv. Det eneste, der mangler i hver af dem, er en helt. Og uden en retskaffen sherif med sin trofaste revolver forvandles det lovløse Vesten til en anarkistisk fabel om meningsløshed.
De to brødre er ikke interesserede i at undersøge westerngenrens rødder eller mytologi – der er rigeligt med vilde indianere og ikke et ord om slaveri eller borgerkrigen – men bruger i stedet troperne som en legeplads til at udforske meningen med fortællinger, og specielt deres egen nihilistiske tilgang til film. I en af afsnittene vælger landsbyfolket at lade sig underholde af en smart høne frem for en orator, der citerer Shakespeare og Bibelen – der er rigeligt at tage fat i allerede der.
Den første kortfilm, som deler navn med selve bogen og filmen, er langt den mest absurde og suverænt den mest voldelige. Buster Scruggs, spillet af Tim Blake Nelson, klædt i hvidt og med guitar på ryggen, er berømt og berygtet i hele Vesten for hans skudfingre, sangstemme og evne til at vinde et publikum. Han er øjeblikkeligt mærkbar som kun Coen-brødrenes karakterer kan være.
Men selvom denne pseudo-musical er underholdende og smukt fortalt, er der ikke mange grin at finde. Buster kunne næsten være skurken i en absurd horror-film, sådan som han pløkker folk ned med et stort smil og et træk på skulderen. Han har mere til fælles med Anton Chigurgh end The Dude.
Hvad der følger, er fem andre vanvittigt velproducerede kortfilm, der spænder over alt fra Terry Gilliam til Agatha Christie. Hver af dem involverer døden, og død og vold er i dette univers ligeglad med, hvordan den gode western ender. Karaktererne forsøger at komme til en større forståelse af deres skæbner, men det er selvfølgelig forgæves.
Hvad er pointen med denne film så? Den lover ikke en flugt i den fantasiverden, John Waynes klassikere giver. Den lover ikke livsbekræftende poesi. Den lover bestemt heller ikke et tilfredsstillende narrativ.
Pointen er vel, at det er en Coen-film. De konkurrerer med Tarantino om at skrive de bedste amerikanske dialoger, deres kameraføring er udsøgt, og hele filmen er fyldt med større og mindre stjerner, der leverer skuespil i topkvalitet. Der ville være Oscar-snak, hvis The Academy ikke var uinteresseret i komedie og parodi.
Den bedste og mest essentielle del af filmen, er sidste kapitel: The Mortal Remains, som også er en mesterklasse i dialog og skuespil. Fem excentriske karakterer sidder i en diligence på vej til et hotel: en snaksaglig og uhygiejnisk jæger, en rigmands enke, en fransk gambler, og to dusørjægere med et dyrt lig på taget. Mens solen går ned, falder snakken på kærlighed, gensidig forståelse og meningen med livet, og da uenighederne bliver større, forvandles det til slagsmål og råben.
Her kommer filmens eneste øjeblik med nogen grad af højtidelighed, da Brendan Gleeson synger en sørgelig vise, der bringer stilhed i den kaotiske kupé. Der er mange viser og vers i The Ballad of Buster Scruggs, men de er sjældent mere end en tom distraktion for karaktererne. Og denne smukke sang kommer, selvfølgelig, fra en koldblodig drabsmand.
Den anden halvdel af dusørjægerduoen, spillet af Jonjo O’Neill, forklarer deres gøremål, og de to er spejlbilleder af Coen-brødrene. De arbejder bedst som et hold; de specialiserer sig i gribende, distraherende fortællinger; og de er allermest interesserede i folks søgen efter mening i deres sidste stund.
“I do like looking into their eyes as they try to make sense of it. I do… I do…”. Der er en underlæggende vittighed i The Ballad of Buster Scruggs: hvorfor ville man skrive en bog fyldt med deprimerende historier uden moraler eller klare slutninger? Coen-brødrene stiller et vigtigere spørgsmål: hvorfor ikke?
Kommentarer