[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Neia Pil Højsteen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Langsom travelling. Nogle fjer og dun er spredt, som er en svane netop blevet plukket, på den bare jord. Lidt væk et ensomt bord på den flade græssteppe. Noget er sket, noget er gået galt – men hvad?
Det er et trekantsdrama uden egentligt at være en kærlighedshistorie. Det er et stykke socialrealisme uden egentlig at udsige ret meget om samfundet og dets strukturer. Og det er heller ikke en naturfilm, selvom landskabet indbyder til det. Alligevel spiller naturen en rolle som mere end blot baggrundstæppe, som det i øvrigt er tilfældet for flere af de russiske film, der i disse år gør sig mest bemærkede på de vestlige scener: Mandariner og den Oscar-nominerede Leviathan.
Og så er Test i øvrigt helt uden dialog. Så slipper vi også for at der bliver sagt ’jeg elsker dig’ til højre og venstre, som så ofte i den romantiske genre.
Året er 1949. Den unge Dina beboer de centralasiatiske stepper langt uden for lands lov og ret, med sin far, der efterhånden sygner hen. Imens brydes hendes daglige rutine op af møder med to mænd, den ene altid på ryggen af en galopperende og springende hingst, den anden udefrakommende og altid udstyret med sit kamera og sin evige drillesyge. Og, som det så ofte er tilfældet (på film), vinder den undertippede stik imod alle odds. Problemet er bare, at der lurer kræfter stærkere end de elskendes kærlighed.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Test[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Alexander Kott[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Rusland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Selvom det naturligvis er fatalt for dem, er det en befrielse med en film, hvor underdogen ikke sejrer i sidste ende, kærligheden ikke overvinder alt og der er grænser for individets magt over eget liv. Det er en opsang til den amerikanske drøm og liberalismens mantra om, at man er sin egen lykkes smed, såvel som til hensynsløse regeringer gennem tiden, der har ladet målet hellige midlet – ikke bare i Sovjetunionen.
Manglen på dialog forpligter til et knivskarpt filmsprog og et dygtigt skuespil, der kan formidle handlingen uden ord. Ved at dyrke skønheden i detaljen og doseringens kunst gøres Dinas (Elena An) nakke, skimtet bag en skjortekrave, mere sensuel end en nøgen Marilyn Monroe (eller næsten da).
Desværre er hendes ene bejler (Danila Rassomakhin) instrueret til at overspille efter Wes Andersonsk forbillede (tænk bare på Zero i The Grand Budapest Hotel eller de tre brødre i The Darjeeling Limited), og prøver sådan at tilføre filmen humor, som mismatcher den russiske, vejrbidte slette og Kotts stilfærdige univers.
Fremdriften sættes flere gange på pause for at give plads til en visuel legesyge og et mod til at prioritere alt det, der ikke er livsnødvendigt for historien, men som netop gør den unik. Det er også sådan tempoet sættes helt ned. Men der er blot tale om stilhed før stormen. For en kraft stærk nok til at udslette kærligheden og rive Dinas fader op af graven, rammer snart.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer