Af Marcus Uhre
Der er ingen fare i at sige, at Danmark har en helt særlig børnekultur. Scroller man igennem Ramasjang oplever man en gennemgående respekt for de unge, hvor der bliver givet dem lov til at udfolde sig og udforske emner, som andre steder er fuldstændig tabuiseret. Se bare den uopdragne Onkel Reje, der lytter til heavy metal eller det omdiskuterede Ultra smider tøjet (2019-2020).
Det er denne tradition, Anders Matthesen skriver sig ind i. Med Terkel i knibe (2004) pressede han citronen godt og grundigt og behandlede emner som selvmord, motorsavsmassakrer og den alkoholiske Onkel Stewart, der tæver Gud og enhver mand – inklusiv børnene. Filmen, der var baseret på Matthesens eget lyddrama af samme navn, ramte plet på nullernes ungdom.
I 2018 gjorde han det forbløffende nok igen med Ternet Ninja, der denne gang var baseret på Matthesens egen børnebog og endte med at blive Danmarks femte mest sete biograffilm nogensinde, kun slået af Olsen-Banden og Walter og Carlo. I Andens komedie stoppede spøgelset af en tusind år gammel ninja en ond legetøjsgigant med at udnytte thailandske børn. I form af en ternet ninja-dukke får han hjælp af den forsagte Aske (Louis Næss-Schmidt), som han må træne op og banke noget mod ind i.
Nu er den arbejdsdygtige komiker kommet med opfølgeren, både i papirform og som film – og det er altså ud over et travlt program (som tæller både en skurkerolle i Marco Effekten (2021) og en pædofil indsat i De frivillige (2019)) og et one-man show, Anden Bringer Ud (2020). I Ternet Ninja står han for det meste af stemmeskuespillet, men deler instruktør-posten med Thorbjørn Christoffersen.
Endnu engang dukker den ternede ninja op – denne gang i et lyserødt hylster – for legetøjsgiganten er sluppet fri fra fængslet. Samtidig har Aske mistet grebet om sin måske-kæreste Jessica (Emma Sehested Høegh), der egentlig mere er til bad boys og ikke typer som Aske.
Også Onkel Stewart gør sin entre, når Aske narrer sin familie til at vende familieferien til Thailand, så han kan gøre et nyt forsøg på at stoppe sin nye ærkefjende. Og lige så obligatorisk som Onkel Stewart, medfølger Matthesens uovertrufne humor, som stadig holder ham et par meter over alle andre af landets komikere.
Filmens plot er desværre ikke noget at skrive hjem om. Mange familiefilm laver tricket med at sende hovedkaraktererne til et andet land i sin opfølger og Ternet Ninja 2 forsøger ikke på at genopfinde den trope. Det føles ikke rigtig som om, at filmen har taget et skridt videre fra etteren og dvæler i derfor i de samme af hovedkarakterenes problemer: Den pinlige og ikke-særlig-ninja-agtige Aske skal score Jessica og den psykopatiske ninja skal nakke børnemishandleren.
Heller ikke musikken rammer lige så godt som den forrige film, hvor sange om pesto satirisk punkterede den danske hiphop-kultur. Kun en enkelt mindeværdig sang blev det til i denne omgang; en kærlighedssang om digital ghosting.
Men selv om filmens plot ikke er ligeså originalt som første film i serien, så er den stadig en god oplevelse. Den føles som et hyggeligt genbesøg med en af Danmarks mest talentfulde kunstnere. Anders Matthesen er ustandselig og lægger op til endnu flere Ternet Ninja-film, og så er der kun tilbage at glæde sig til den næste og være glad over vores så imponerende børnekultur.
Kommentarer