Af Morten Kildebæk
”Der kommer ik’ en Terkel 2,” rappede Anders Matthesen tilbage i 2006 på singlen ’FAQ’, og indtil videre har Danmarks største komiker holdt ord. Hans nye film Ternet Ninja kan dog sagtens kaldes en åndelig efterfølger til den ikoniske, grovkornede ungdomskomedie Terkel i knibe (2004).
Igen står animationsselskabet A. Film bag produktionen, igen er filmen baseret på Matthesens forlæg, og handling kredser atter om en usikker skoledreng. Faktisk er hovedpersonen Aske fætter til Terkel.
Ternet Ninja er mere børnevenlig end sin cinematiske storebror, hvorfor ingen tykke piger splatter ud på skolegårdens asfalt i denne omgang. Men den ligefremme barskhed i Matthesens univers er heldigvis ikke lagt på hylden.
Åbningsscenen giver eksempelvis associationer til ’Quangs sang’, som blev sunget af Terkels lumre vikar Gunna, idet et barn fra de varme lande lider en trist skæbne. Scenen er dog overraskende dyster. På en tøjdyrsfabrik i Thailand bliver en afkræftet børnearbejder slået til døde af en velfriseret dansk fabriksejer ved navn Phillip Eberfrø.
Modsat Terkel i knibe tilsættes ungdomsfortællingen også en smule overnaturlige kræfter i form af den titulære, sprællevende ninjadukke, der dumper ned i Askes liv. Den ternede ninja har som mission at hævne barnemordet og søger Askes hjælp til at finde frem til Phillip Eberfrøs adresse. Til gengæld vil ninjaen hjælpe Aske med hans teenageproblemer – at slippe af med bøllen Glenn og score Jessica fra årgangen over.
Det er fantastisk underholdende at følge med i Aske og ninjaens spilopper, mens smækre hiphop-beats med asiatisk præg skubber handlingen af sted i et forrygende tempo. Grundet filmens mere opbyggelige tone bliver venskabet mellem de to hovedpersoner samtidig ganske rørende, ligesom deres splid senere i filmen er oprigtigt dramatisk. Det kan altså betale sig at skrue en anelse ned for satiren.
Det er dog især de skæve karakterer, hvoraf alle andre end Aske og Jessica er stemmelagt af Matthesen, som man husker. For eksempel den uhyggelige sløjdlærer Sibirius med ar i ansigtet, glasøje, metalklo og en underlig accent.
Mange figurer fra Matthesens tidligere produktioner dukker også op hist og her, men det føles aldrig som uopfindsomt genbrug. Derimod er det nogle veloplagte gensyn med Arne, Beate, Leon og specielt Onkel Stewart, der endda får givet nogle dårlige børnetelefonsråd videre under rulleteksterne.
Samtidig sørger Anden for at have den satiriske finger på pulsen i forhold til samtidens kulturellepreteen-tendenser. De unge hovedpersoner dabber, danser floss-dansen og optager vlogs på badeværelset med dertilhørende sponsorgaver, og på Askes værelse er der plakater med fidget spinners og sangeren Bro. Til en fest høres desuden den catchy afrobeat-banger ’Pesto’, hvori Matthesen efterligner de danske poptendenser umanerligt godt.
Denne ustoppelige, bidske legesyge gør Ternet Ninja til årets friskeste biografoplevelse.
Kommentarer