Anmeldelse
TERMINATOR: DARK FATE: Rødt glimt i øjet redder ikke actionfilm

Af Nikolaj Boesby Skou

Endnu engang er menneskehedens fremtid i fare. Gennem bil-, fly- og helikopterjagter forsøger den nye Terminator, modellen Rev-9 (spillet af Gabriel Luna) at slå vores arts eneste håb ihjel, den mexicanske Daniella ’Dani’ Ramos (Natalia Reyes). Det lyder måske som noget, man har hørt før, og det er da også sjette installation i serien om de nærmest uovervindelige dræberrobotter. Men denne gang bliver det endnu vildere.

Dani teamer op med Grace (Mackenzie Davis), der er et ”forbedret” cyborg-menneske, som fremtidens oprørsgruppe har sendt tilbage i tiden for at beskytte Dani. Sammen har de dog brug for ikonet Sarah Connor (Linda Hamilton), der fordriver tiden med at dræbe de Terminators, der lejlighedsvis dukker op i hendes verden. De tre stærke kvinder forsøger at nedlægge Rev-9, som er hurtigere, stærkere og klogere end tidligere Terminatorer. Den kan nu dele sig selv i to og hacke alverdens datasystemer ved blot at lægge hånden på ledningerne og lade sig blive et med computeren. Gid man kunne få iPhone-batterier i det materiale, Rev-9’eren er lavet i, for hold op hvor kan han holde til meget. Se det er en fremtid, jeg ville glæde mig til.

Instruktør Tim Millers største udfordring er at komme rundt om alle de utallige temaer, filmen tager op. Der er modernisering af arbejdspladsen, hvor robotter udfaser fabriksarbejdere, immigrationsproblemet mellem den amerikanske og mexicanske grænse og naturligvis de klassiske Terminator-temaer, der drejer sig om mennesker mod kunstig intelligens og determinisme.

Terminator: Dark Fate forsøger simpelthen at jonglere med for mange bolde i luften, og resultatet er desværre, at ingen af de ellers interessante temaer bliver behandlet dybdegående. Det er ærgerligt, når debatten om kunstig intelligens ellers er mere aktuel end nogensinde før, og når filmen også prikker til det overvågningssamfund, vi lever i. Begge eksempler er ekstremt vigtige og relevante problemstillinger at behandle i popkulturen, men det bliver alt for overfladisk i denne omgang.

Det er ikke nogen decideret dårlig film, heldigvis. Kamp- og jagtscenerne er godt skruet sammen, flot koreograferet og filmens special effects er bjergtagende. Det er bare utroligt svært ikke at sammenligne med de to første film i franchisen (Terminator (1984) og Terminator 2: Judgment Day (1991)). Ikke mindst fordi filmene hele tiden refererer til sig selv, og selv Sarah Connor bliver denne gang irriteret over, at historien gentager sig. Og selvom det er sjovt, at den er selvrefleksiv, kan det ikke undgås, at fortællingen smager af gammel vin på nye flasker.

Når Terminator: Dark Fate er sjov, er den virkelig sjov. Det er morsomt, at Arnold Schwarzeneggers dræbermaskine i et forsøg på at finde et mål med sin egen eksistens, er blevet familiefar og gardinmand. Det lykkedes i øjeblikke at finde tilbage til det, der har gjort franchisen så elsket. Men der er også mange jokes, der falder til jorden.

Terminator: Dark Fate leverer varen som en underholdende og til tider morsom actionfilm. Men desværre snubler den i forsøget på at fortælle den samme historie på en ny måde, og den bliver aldrig så medrivende som sine forgængere.

Kommentarer