Af Magnus Hvidt Thelle
Hvad får man, hvis man blander en slasherfilm, en queer coming-of-age-fortælling, filmteori og en usund mængde VHS-nostalgi? Et godt bud kunne være Teenage Sex and Death at Camp Miasma, Jane Schoenbruns mærkværdige pseudo-coming-of-age-meta-slasher, der til tider er næsten lige så besværlig at følge med i, som den er at kategorisere.
Filmens omdrejningspunkt er Kris (Hannah Einbinder), en ung filmskaber, der skal genstarte den fiktive slasherfranchise Camp Miasma. Som teenager blev hun besat af filmene og især af Billy (Gillian Anderson), franchisens oprindelige final girl, som hun nu opsøger på den lejr, hvor filmene blev optaget. Mødet mellem de to bliver hurtigt mere end et spørgsmål om at lave en film. Det bliver en konfrontation mellem Kris’ måde at forstå verden på og Billys måde at mærke den.
Gillian Anderson er helt enormt fængende. Med en ulmende karisma bærer hun Billy så overbevisende, at det næsten er svært at forestille sig, at hun ikke faktisk har været horrorikon siden 1980’erne. Hun er samtidig filmens jordforbindelse: Hvor Kris kan bruge halve samtaler på at formulere en tanke, møder Billy verden mere umiddelbart. Det bliver afgørende for filmens centrale tema: sex.
Hos Schoenbrun er sex både noget konkret og noget langt større. Den kropslige lyst spejler volden i Camp Miasma-filmene, hvor teenagernes kroppe udsættes for penetration, blod og død, men sex bliver også en overgivelse til egne lyster og sin egen stemme. Det er netop denne overgivelse, Kris har svært ved.
Filmen vender dermed slashergenrens gamle forbindelse mellem sex og død på vrangen. Hvor sex traditionelt har været en dødsdom for de liderlige teenagere, bliver det her snarere en vej ind i livet. Det spejles fint i en af de oprindelige Miasma-film, hvor en ung Billy får taget sin røde hætte af, inden hun også får taget sin mødom. Rødhætte bliver endnu en af filmens mange referencer til tidligere skrækhistorier og til den uskyld, der må forsvinde, før begæret kan slippes løs.
Schoenbruns nørdehjerte får i det hele taget frit spil. Filmen er proppet med referencer til slasherhistorien og visuelle citater, mens filmgryn, kunstige baggrunde og bevidst grimme effekter giver den et kitschet udtryk. Alle de finurlige tricks udføres med et kækt glimt i øjet, der emmer af overskud og kærlighed til filmmediets muligheder.
Det er også her, filmens største svaghed viser sig. Camp Miasma er så gennemtænkt, at Schoenbrun til tider spænder ben for sin egen pointe. Kris skal lære at træde ud af sit hoved og ind i sin krop, men mod slutningen træder filmen selv længere ind i sit eget hoved. De mange metalag begynder at forklare det, som tidligere fungerede bedre, når det bare kunne mærkes. Det gælder også Little Death, hvis oprindelse hopper frem og tilbage i så mange metalag, at man til sidst bliver mere optaget af tidslinjen end af karakteren. Som den lille død selv, har Little Death det med at forsvinde, når man tænker for meget på den.
Det er især ærgerligt, fordi filmen er stærkest, når den samler sig omkring sine mennesker. Andersons ulmende Billy, Kris’ usikkerhed og den mærkelige intimitet mellem dem er langt mere fængende end de mest indviklede forklaringer på, hvad Camp Miasma egentlig betyder.
Teenage Sex and Death at Camp Miasma er både en imponerende kærlighedserklæring til slasherfilmen og en fortælling, hvis filmromantiske hjerte til tider tager overhånd. Schoenbrun har tænkt over næsten hver eneste detalje, og det mærkes – på godt og ondt. Mellem blod, sex, rødhætter og filmteori er der masser at beundre, selvom filmen ikke altid formår at slippe hovedet og bare mærke efter.