[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ida Lydom Thomsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den bramfrie bjørn er tilbage i en film, der på mange måder minder om den første med sin kombination af klistret sukkersødme og politisk ukorrekt opførsel en masse.
Vi møder Ted (Seth MacFarlane) og hans bedste ven John (Mark Wahlberg) et par år efter, at vi tog afsked med dem i den første film. Ted bliver gift med Tami-Lynn (Jessica Barth), men allerede året efter er der brug for nyt liv i ægteskabet i form af et barn. Da Ted og Tami-Lynn af forskellige årsager må ty til adoption, gøres det dog også umuligt, fordi Ted bliver frakendt sine rettigheder som borger, da han bliver klassificeret som en ejendel. Sammen går Ted og John til kamp mod staten med hjælp fra den uerfarne, bong-rygende advokat Sam L. Jackson (Amanda Seyfried) for at få Ted anerkendt som menneske.
At lave en efterfølger til Ted (2012) er relativt vovet, for hvor forgængeren var noget nyt og vandt på at introducere en utraditionel hovedkarakter, er der ikke meget nyt under solen her. Ted er stadig ligeså ekstrem, men nyhedsværdien i at se en talende narkomanbamse er forduftet.
Det er nok de færreste, der ikke vil finde bare et par af replikkerne eller situationerne underholdende, men humoren er overordnet mere bøvet end tidligere, og store dele af filmen føles henvendt til et publikum, der synes, at ordet ’fuck’ er det sjoveste i verden. Første film havde sin charme, men i opfølgeren er der for mange scener, der er mere platte end sjove.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Ted 2[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Seth MacFarlane[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Dette kombineres med en historie, der er over det hele og både indeholder patos-sjaskende borgerrettighedstaler, falden-på-halen, lejrbålsskønsang, vilde actionscener og op til flere kærlighedsplots heriblandt forholdet mellem Ted og kassedamekonen Tami-Lynn. Tami-Lynn er en enerverende karakter, og hendes replikker består nærmest ikke af andet end ”Oh, I love you, Teddy”. Man forstår ikke, hvorfor hun har så stor en rolle, men bordet har vel fanget ved at have hende med i enkelte scener i etteren. Giv os Mila Kunis tilbage.
Stilforvirringen er komplet allerede i anden scene, hvor en Busby Berkeley-inspireret dansescene indleder filmen, der, selvom den er vældig flot, cementerer, at MacFarlane og Co. virkelig vil sætte en fed streg under opdateringen af Ted-franchiset. Af og til virker det som om, at arbejdsmantraet har været ’jo mere, jo bedre’.
Ted 2 skal nok gå rent ind hos nogen. Det er ikke stor kunst eller en særlig raffineret film, men det er letfordøjelig underholdning til drenge i voksealderen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer