[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Neia Pil Højsteen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En stærkt trafikeret gade. Gule taxier og blå busser. En inciterende sitar, der beordrer filmen – og taxaen vi befinder os i – at starte Det gør vi så, med et lille bump, og så kører vi gennem Teherans gader. Taxaens kunder er Jafar Panahis marionetter. Panahi selv er vores guide. Vores fortæller. Og vores manipulator.
Taxi Teheran indskriver sig nemlig i traditionen af film, der lanceres som dokumentar, men som klart udfordrer grænsen mellem fakta og fiktion. Det er et stærkt manipuleret narrativ, der mimer hverdagens tilfældige møder og – skal det synes – en rejse gennem Teheran uden mål. Dette må ikke forveksles med at noget er tilfældigt, slet ikke sandfærdigt. For at gøre det mere forvirrende, påpeges disse opspind flere gange i løbet af filmen.
Denne leg balancerer på grænsen mellem et begavet metalag, der skaber tvivl og fordrer en mistillid over for fortællingen, lig den Panahi som så mange andre oplever over for præsident Rohani og det iranske styre, men også irritation. For hvad skal vi egentlig bruge det til?
Måske er det en kritisk kommentar til diktaturstaters monopol på information – en rolle der kan sidestilles med filminstruktøren, der frit kan regere (og redigere) i staten ’Filmen’.
Og Panahi er da ikke bange for selvkritik eller uden selvironi. Dette kommer stærkest til udtryk i mødet med hans niece, en benhård kvinde på blot ti år, som fortæller ham en sandhed eller to. Men efterhånden bliver det udmattende med Panahis egocentriske film, hvor alt snurrer om ham selv.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Taxi Teheran[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jafar Panahi[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Iran[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Han er da også en interessant personage. En enmandshær, en multikunstner inden for feltet film, der krediteres som instruktør, klipper, fotograf, producer, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver på flere af sine film. Som om det ikke var nok, udøver han sit hverv i det skjulte, og i trods mod Irans hårde censur og det 20-årige arbejdsforbud, han er underlagt.
Blot som eksempel kan nævnes, hvordan han i 2011 skabte filmen This is not a film under husarrest og fik den smuglet til Cannes skjult i en kage. Hvis en film bare kunne vurderes på omstændighederne omkring dens tilblivelse, var Jafar Panahi ophavsmand til mange mesterværker.
Men det kan den ikke. Måske bliver ens forventninger simpelthen for høje, når man ved, at man skal ind og se en guldbjørnevinder. Taxi Teheran er interessant i form. Og det er tiltrængt med instruktører der arbejder med det, de har og kan, i en tidsalder med udstyrsstykker og skyhøje budgetter. Filmens indholdsside er i bedste fald konfus, og selvom det er forfriskende med en dokumentar om samfund og politik, som ikke er lavet efter skole-dokumentar-skabelonen, kunne den have været mere vellykket.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer