TANNA: Når naturen spiller med

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Tilde Søgaard Carlsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]På toppen af vulkanen, Yahul, befinder to elskende sig. Mens Yahul sprudler af liv og lava, kærtegner Dain og Wawa nænsomt hinanden. Dain er høvdingens barnebarn, og Wawa er lige blevet kvinde. Men som deres forelskelse vokser, vokser striden mellem deres og en anden stamme også, og Wawa loves væk som en del af en fredsaftale.

 

Tanna er baseret på en sand historie og spilles af Yakel-folket på øen Tanna i Vanuatu (det sydlige Stillehav). De lever efter Vanuatus traditionelle kultur, Kastom, med bastklæder, huse og redskaber skabt fra junglens egne materialer. Og den aktive vulkan, Yahul, er deres Åndelige Moder.

 

Tanna er instrueret af Bentley Dean og Martin Butler, der begge har erfaringer indenfor det dokumentariske — og det kan mærkes i deres skildring af stammefolket og -kulturen. Ligeledes har Dean og Butler boet sammen med Yakel-stammen i syv måneder, hvilket har resulteret i en film, der emmer af ærbødighed overfor den primitive kultur.

 

Det er ikke en film, der prøver at sælge sig selv på store følelser, selvom den portrætterer en af de største; kærligheden. Det er derimod en film, der prøver at skildre det universelle og genkendelige i en fremmed og på mange punkter ukendt virkelighed. Og det er befriende at opleve en film med respekt for sig selv og sin fortælling.

 [/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Tanna[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:4-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Bentley Dean & Martin Butler[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Australien, Vanuatu[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Følelserne forbliver ofte usagte og optræder subtile, når de tager form af den allestedsnærværende natur. Yahul tager rollen som en af filmens hovedkarakterer, der som øens ældste beboer vidner om visdom og en overmenneskelig kraft. Hun fremstår kæmpestor, når Wawa og Dain bevæger sig for hendes fødder og synliggør menneskets egentlige størrelse i den store verden på den lille ø. Således fremstår hun som vidnesbyrd for menneskets uret til at tage magten i egne hænder og bestemme over liv og død — og ikke mindst kærligheden.

 

Stærkest virker filmen også, når omgivelserne får lov til at fortælle, og kameraet lader sig selv og sit publikum opsluge af den overdådige natur. For smuk er Tanna, og lige så smukt komponeret er billederne med flammerne såvel som solstrålernes naturlige lys og skyerne som vulkanaskens slørende dække. Det er en film, der giver sig tid til at dvæle for at give os andre mulighed for at forelske os i de mennesker og den kultur, den præsenterer. Og det virker!

 

Desværre følte jeg alligevel, at filmens historie til tider blev overskygget af filmens skaberes ærbødighed overfor Kastom-kulturen og de “virkelige” mennesker, den skildrer. De onde er egentlig ikke så onde, når det kommer til stykket. Og det er ikke, fordi ondt og godt skal være som sort og hvidt; eller fordi blodet skal sprøjte, før noget/nogen kan virke faretruende. Men resultatet blev for undertegnede et savn af bedre begrundet frygt for filmens “skurke”.

 

På den anden side er Tanna en film med hjertet på det rette sted, der ærer de sympatiske værdier og med et budskab om fred og overbærenhed fremfor magt og hævn. Ligeledes kan man ikke andet end at elske filmens karakterer, hvis vitalitet stråler og smitter gennem overbevisende præstationer og naturlig udstråling. Romeo og Julie-historien er en gammel kending, men i nye rammer, der pynter og pryder indenfor filmkunsten og i en vestlig, kapitalistisk verden. Tanna skal ses for sin filmiske som menneskelige og naturlige skønhed.

 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer