[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]På juleaftensdag mødes Sin-Dee (Kitana Kiki Rodriguez) med sin bedste veninde Alexandra (Mya Taylor), som fortæller hende, at Sin-Dees kæreste har været hende utro.
Hvad der umiddelbart kunne lyde som en historie, vi har fået fortalt mange gange før, er det det slet ikke – eller i hvert fald er det en velkendt historie i nye klæder. Sin-Dee og Alexandra er nemlig transseksuelle sex-arbejdere, kæresten er deres alfons, og i løbet af filmen følger vi de to kvinder rundt i L.A.s slidte gader, på jagt efter den prosituerede som alfons-kæresten angiveligt har været sammen med.
Det var med et bedrøvet suk, jeg betragtede Sin-Dee og Alexandra i filmens første scene. Alexandra talte om at hustle, og Sin-Dee blev sur over kærestens utroskab. Deres spil virkede stift og klichefyldt, og jeg tænkte, at det blev nogle lange firs minutter i biografsalens deprimerende mørke. Jeg drog dog snart et lettelsens suk, da kvinderne kort efter gik ud på gaden. De kom ud i deres naturlige habitat, og herefter gav det hele meget bedre mening. Plottet og spillet virkede da også naturligt resten af filmen, og det hele var en fornøjelse at se på.
Instruktøren Sean Baker står bag film som Prince of Broadway (2008) og Starlet (2012), og hans filmiske stil, der er kendetegnet ved udpræget brug af håndholdt kamera, kan minde lidt om slags poppet dogmefilm på speed og med en heftig efterredigering. I Tangerine har Baker taget skridtet videre og filmet det hele på en iPhone 5S; et eksperiment med et meget vellykket udfald.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Tangerine[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Sean S. Baker[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]iPhonens påsatte linse (som kan filme i bredformat) har alt i fokus, hvilket afviger fra det dybdefokus, man normalvis ser på spillefilm. Dette og det håndholdte kamera skaber en anderledes vedkommende stil, idet vi som tilskuere kommer helt tæt på karaktererne og deres verden både i fysisk og overført forstand.
I en verden hvor alle hustler, og alt er til salg, er det hårde kår for Alexandra og Sin-Dees venskab. Der er ikke meget julestemning at finde i de varme gader, de befinder sig i. Alle er på evig jagt efter det næste fix af stoffer, sex, penge eller måske lidt kærlighed.
Det er som om, at karaktererne i virkeligheden jagter noget, som kan give dem en form for fredfyldt stilstand. Den interessante birolle Razmik (Karren Karagulian) finder dette helle, da han giver Alexandra et blowjob i sin bil, mens den er ved at blive vasket. Det er et af de få rolige momenter i filmen, og imens man ser vaskekludene ramme bilruderne, forstår man, hvorfor han bliver ved med at vende tilbage til Alexandra og de andre prostituerede.
Tangerine fortæller historien om dem, der almindeligvis forvises til de mindre biroller, og den gør det på en måde, så man ikke tænker over det – hvilket må siges at være et succeskriterium – men som også fascinerer. Sin-Dee og Alexandra hæves fra stereotypens kedelige tendenser, der kun består af attitude og slang, til også at være sårbare og virkelige væsener med drømme og håb.
Den højenergi- og dramafyldte dag er måske ikke udsædvanlig for Sin-Dee og Alexandra, men det er den for de fleste andre, og den udgør en intens og medrivende film.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer