[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oscar Pedersen[/vc_column_text][vc_column_text]Læs del 1 her: AT TALE (U)SANDT: Orson Welles’ F for Fake – del 1
I en sammensmeltning af fakta og fiktion er Orson Welles’ essay film F for Fake fortællingen om kunstforfalskeren Elmyr de Hory, svindleren Clifford Irving, millionæren Howards Hughes, den kvindeelskende Picasso, Welles selv og mange flere. Welles bevæger sig igennem kunstforfalskerenes verden og spørger: Hvad er sand kunst? Hvad er falsk kunst? Og hvem afgør egentlig det?
I denne afsluttende del af min analyse af F for Fake vil jeg se nærmere på temaet ekspertise. I forlængelse heraf vil jeg diskutere, hvordan filmen drager nytte af fakta- og fiktionsvirkemidler.
Ekspertise
I forlængelse af sine refleksioner om forfatterskab, kritiserer Welles kunsteksperten. Denne kritik virker mere ensidig og beslutsom sammenlignet med hans tanker om forholdet mellem kunsten og kunstneren. Ifølge Welles accepterer samfundet ikke blot ekspertens mening, men forhøjer den til lov og sandhed. Han latterliggør ekspertens selverklærede magt ved adskillige gange at fortælle om museer, der har de Horys malerier hængende i troen om at det er Picasso eller Matisse – ”A faker like Elmyr makes fools out of the experts, so who’s the faker? Who’s the expert?” reflekterer Welles spøgende. Welles følger ikke blot fakers som de Hory og Irving, men placerer dem som filmens helte og afslører eksperterne som de egentlige fakers.
Ifølge Welles er den vigtigste faktor for eksperten et værks signatur, som forblinder ekspertens dømmekraft. Kunsten er blevet en markedsvare, hvis pris – og kunstneriske værdi – afhænger af kunstnerens signatur. Flere gange signerer Welles et maleri, de Hory har malet, ligesom de Hory forfalsker Picassos signatur. På denne måde viser Welles absurditeten i signaturens altoverskyggende magt. Eksperten har reduceret kunstnerens rolle og kunsten til en underskrift.
Ifølge Welles baserer ekspertens destruktive magt sig på deres holdning. I sin fortælling om rigmanden Howard Hughes godtager Welles holdningerne og rygterne, der florerede om Hughes som fakta. Eksempelvis forklarer Welles, at hver nat kl.01.30 kom en anonym person og afleverede en hemmelig pakke i et træ i Hughes’ baghave. Welles afslører senere, at pakken bestod af en skinkesandwich (00:30:30). Welles bruger sekvenser som denne til at illustrere, hvor absurde holdninger kan være. Holdninger afhænger af en bestemt diskurs og bliver farlige, når det ukritisk godtages som værende sandt.
Gentagende gange i F for Fake brænder Elmyr de Hory sine forfalskede malerier. I samme bevægelse som han kaster dem for ilden kommenterer han hvor mange tusinde dollars, han kunne sælge dem for. Citizen Kanes epilog består af indstillinger af Kanes barndomskælk i flammer. Her ses kælken som et symbol for Kanes barndomsglæde, der brændes som konsekvens af den verden, Kane selv har bygget. Man kan argumentere, at der skabes endnu en allusion til Citizen Kane, når de Hory brænder sine malerier. Her vises, hvordan markedsgørelsen af kunst og herigennem eksperternes selverklæret autoritet, har reduceret den til tomme symboler. Kunstens egentlige værdi er med andre ord blevet til aske, fordi den er blevet til en markedsvare. I sin kritik af eksperten udvider Welles sit emne ved ikke blot at se på forfalskning, men også årsagen, der muliggjorde det: ekspertens holdning. Eksperterne har med fjernet kunstens forhøjet værdi. De har fjernet tågen fra Chartres Katedralen og tilbage står en bunke mursten.
Essay filmens frie rammer problematiserer desuden filmens muligheder for genre-kategorisering. Man kan nemlig argumentere for, at F for Fake i selve dets form og brug af essay filmens konventioner indeholder endnu en kritik til eksperterne. Ved at benytte essay film som ramme for sit angreb mod eksperterne forsvarer Welles samtidig sig selv. Det er eksperterne, Paul Kael, kritikere og filmakademikere, der skal kategorisere F for Fake – en film, der i sin form afstår kategorisering. Herigennem bliver selve filmens form en måde at understrege filmens indhold.
Den paradoksale voice over
F for Fake er fortalt igennem Welles’ voice over, der både har en reflekterende- og didaktisk funktion. Den reflekterende stemme ses i scener såsom ved Chartres Katedralen, hvor Welles stiller spørgsmål uden at fremlægge et svar.
Den didaktiske stemme ses i scener, hvor Welles fremhæver sig selv som skaberen bag værket. Her er billederne blot bevis for Welles’ voice over. Eksempelvis forklarer Welles, at de Hory hjalp Irving med at forfalske beviser til hans biografi om Howard Hughes: ”Who else but Elmyr, a man so skilled in art forgery, could have forged that manuscript?”. Denne kommentar afspilles over billeder af en smilende de Hory og forskellige underskrifter. På trods af at hverken de Hory eller Irving giver udtryk for Welles’ argument, pålægger Welles en betydning i billederne, der ikke eksisterer andets steds end i hans voice over.
Her opstår der endnu et paradoks. Welles kritiserer eksperten, men som ovennævnte eksempelvis viser, er Welles selv en autoritativ figur – en ekspert, der forklarer, hvad tilskueren skal føle og tænke. Welles erkender endda dette i en scene, hvor han argumenterer at et maleri først bliver kunst, når det er sjældent: ”It’s pretty, but is it rare? Lots of oysters, only a few pearls (…) Rarety, the chief cause and encouragment of fakery (…) you can take the word of an expert”. Welles benytter dermed sin position som filmens instruktør til at blive ekspert for at kritisere eksperten. Welles kritiserer både samfundet for at tillade eksperten at eksistere, men ser også indad og kritiserer sig selv for at være en del af dette samfund. Essay film, hvis fornemmeste opgave er at vise filmskaberens inderste tanker, ses dermed implicit i Welles kritik af eksperten.
Welles’ brug af fakta- og fiktionsvirkemidler
I F for Fake redegør Orson Welles også for sine egne svindlerier. Blandt andet kommenterer han på sit radiospil The War of the Worlds (1938). I udsendelsen foregav han, at jorden var ved sin undergang uden på noget tidspunkt at annoncere, at det var en adaptation af H.G. Wells’ science fiction novelle. Radioudsendelsen skabte røre blandt offentligheden, hvor flere troede, at jorden rent faktisk fik ekstraterestialt besøg. I F for Fake hører tilskueren et stykke af dette radiospil. Dette er dog ikke det rigtige radiospil fra 1938, men en genindspilning lavet i forbindelse med filmen. Welles benytter her F for Fake som et forum til at erkende sine svindlerier, men i sin erkendelse svindler han yderligere.
Filmen benytter også arkivmateriale fra en nyhedsudsendelse til at introducere Howard Hughes. Ligesom med War of the Worlds, er dette dog ikke en rigtig nyhedsudsendelse. Det er i stedet en af Welles’ kameramænd, der iklæder sig rollen som nyhedsvært. Desuden er titlen på nyhedsudsendelsen News on the March, hvilket er en allusion til Citizen Kane, der indeholder et nyhedsprogram af samme navn. Der er dermed tale om at Welles iklæder fiktion som fakta uden på noget tidspunkt at redegøre for det.
I sidste sekvens rekonstruerer Welles og Oja Kodar, som nævnt i del 1 af denne artikel, et møde mellem Picasso og Kodars bedstefar. De står i al stilhed i et mørkt studie, omgivet af røg, og optræder. Pludselig afbrydes samtalen, den glade underlægningsmusik begynder igen og filmholdet træder ind i billedet og begynder at pakke deres udstyr sammen. Welles kigger ind i kameraet: ”I did promise that for one hour I’d tell the truth. That hour, ladies and gentlemen, is over. For the past seventeen minutes I’ve been lying my head off”. Mødet mellem Picasso og Kodars bedstefar var det pure opspind. Igennem filmens essayistiske filmsprog, der tillader ham at skifte tempo og stil hele tiden, skaber Welles et spindelvæv af fakta og fiktion, hvor tilskueren ikke ved, hvornår han taler sandt eller falsk. Der er derfor stor risiko for at godtage Welles’ løgne som sandhed. Dette er naturligvis Welles’ intention: ”As a charlatan, of course my job was to make it all look real”, indrømmer Welles mod slutningen. Det har altså ikke blot været filmens sidste 17 minutter, der er baseret på en løgn. Hele filmen er gennemsyret af løgne.
Oja Kodar. Kilde: F for Fake.
Welles’ sammensmeltning af fakta- og fiktionsvirkemidler kan ses som hans forsøg på at fortælle tilskueren, at det er to uadskillelige størrelser. Elmyr de Hory forfalskede malerier, men hvis samfundet godtager dem som sande og de udstilles på museer, hvortil den rigtige kunstner får æren, hvad er så rigtigt eller forkert? Welles varsler i starten af filmen at tilskueren skal være opmærksom på ”the slightest hint of hanky panky” og fortæller endda at man ikke kan stole på en tryllekunstner (mens han er i færd med at udføre en tryllekunst). Ligesom en tryllekunstner skaber Welles en illusion for til sidst at trække tæppet væk og afsløre, at intet er som forventet. På den måde erfarer tilskueren selv den gråzone fakta og fiktion kan bevæge sig i, hvor hverken det ene eller andet, er det eneste rigtige svar.
F for Fakes brug af fiktion gør den ikke til et fiktionsværk. Welles søger en større sandhed end den, der er tilgængelig ved hjælp af ”solid facts”. Fakta og sandhed er ikke det samme. Welles forklarer i slutningen af filmen, at han ønskede: ”(…) to forge an art story to tell the truth” (01:26:43). Fakta er, ifølge Welles, den kedelige virkelighed: ”Reality? Reality is a toothbrush waiting at home at home in its glass, a busticket, a paycheck and the grave” (01:26:52). F for Fake er Welles personlige, metakritiske udlægning af sandhed. Han bruger en subjektiv, manipuleret tilgang, der blander fakta og fiktion for at understrege at den ultimative sandhed ikke findes. Alt, også filmen selv, er blot en diskurs af én sandhed.
Alt, også filmen selv, er blot en diskurs af én sandhed.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer